Pave Leo XIII
til de
ærværdige brødre patriarker, primaser, erkebiskoper og biskoper og de øvrige kirkelige overhyrder,
som lever i fred og fellesskap med Den apostoliske stol.
Ærværdige brødre,
hilsen og apostolisk velsignelse!
[1.] Den higen etter nye ting [rerum novarum], som allerede i lang tid hadde hjemsøkt nasjonene, måtte, etter at den hadde utspilt sine virkninger på det politiske område, nødvendigvis også innta det statsøkonomiske område.
Det sosiale spørsmåls utvikling
Mange omstendigheter hjalp frem denne utviklingen: industrien har ved perfeksjoneringen av de tekniske hjelpemidler og ved en ny produksjonsmåte tatt et mektig oppsving; det gjensidige forholdet mellom den eiende klasse og arbeiderne er blitt vesentlig forandret; kapitalen er opphopet på et lite antall hender, mens den store massen forblir fattig; hos arbeiderne vokser selvbevisstheten og følelsen av styrke, og de organiserer seg i en stadig tettere sammenslutning. Alt dette har fremkalt den sosiale konflikten vi står overfor. Hvor mye som står på spill i denne kampen, viser den engstelige forventningen i sinnene når man ser mot fremtiden. Overalt beskjeftiger man seg med dette spørsmål: i vitenskapsmennenes kretser, i fagkyndige kongresser, på folkemøter, i de lovgivende kamre og i fyrstenes råd. Arbeiderspørsmålet er rett og slett trådt i forgrunnen for hele vår tids bevegelse.
Med tanke på Kirkens sak og det felles gode, har Vi allerede tidligere, ærverdige brødre, tatt til orde for, i rundskrivene om politisk autoritet, om frihet, om den kristelige stat[*] og om andre beslektede saker, å beskrive og tilbakevise nåtidens villfarelser angående disse temaene. Vi anser det av denne grunn for hensiktsmessig også å gjøre det i denne skrivelse med hensyn til arbeiderspørsmålet.
Riktignok er dette temaet også i andre skrivelser blitt berørt av Oss; men nå er det vår plikt i overensstemmelse med vårt apostoliske embede å uttale Oss om det i hele dets omfang. Vi vil legge frem de grunnleggende prinsippene som må være bestemmende for en riktig og rimelig avgjørelse av stridsspørsmålet.
Forholdet mellom kapital og arbeid. Kapitalistisk utbytting
[2.] Stridsspørsmålet er uten tvil vanskelig og fullt av farer; vanskelig fordi det i virkeligheten ikke er noen liten oppgave å fastsette rett og plikt i det gjensidige forholdet mellom rike og fattige, mellom kapital og arbeid; og fullt av farer er det, fordi et agitatorisk parti kun altfor godt forstår å villede folkets dom, for å utbre opphisselse og opprørsånd blant de utilfredse massene. Det er imidlertid åpenbart, og det anerkjennes fra alle sider, at det må skaffes hjelp til veie, og spesielt at en rask og effektiv hjelp er nødvendig, fordi utallige på grunn av urettferdige forhold fører en i sannhet nedtrykkende og uverdig tilværelse. Under omveltningen i det forrige århundre ble de arbeidende klassers gamle laug ødelagt, ingen nye institusjoner trådte inn i stedet for dem, statsmakten avkledde seg dessuten mer og mer den kristelige moral og anskuelse, og på denne måten skjedde det da at håndverk og arbeid litt etter litt ble overgitt i en isolert og forsvarsløs tilstand til rike eieres hjerteløshet og til konkurransens tøylesløse grådighet.
Den moderne ågers pengespekulasjon trådte til for å gjøre ondet enda større, og selv om Kirken også gjentatte ganger har felt dom over ågervesenet, fortsetter likevel en umettelig kapitalisme å drive det under en annen maske. Produksjon og handel er nesten blitt til et monopol for få, og på denne måten kunne noen få overmåte rike legge et nesten slavelignende åk på den arbeidende stand.
Noter
[*] Om politisk autoritet: Diuturnum illud (1881); om frihet: Libertas praestantissimum (1888); om den kristelige stat: Immortale Dei (1885).
Originaltekst
Slik ble teksten trykket i St. Olafs Trykkeris utgivelse anno 1891. Teksten over er tilpasset norsk språknorm anno 2025.
Pave Leo XIIl.
til de
ærværdige brødre patriarker, primater, erkebisper og bisper og de øvrige kirkelige overhyrder,
der lever i fred og samfund med det apostoliske sæde.
Ærværdige brødre,
hilsen og apostolisk velsignelse!
[1.] Den higen efter nyt, som allerede i lang tid hjemsøger nationerne, maatte, efter at den havde udfoldet sine fordærvelige virkninger paa det politiske omraade, følgerigtig ogsaa bemægtige sig det statsøkonomiske omraade.
Det sociale spørgsmaals udvikling.
Mange omstændigheder begunstigede denne udvikling: industrien har ved fuldkommengjørelsen af de tekniske hjælpemidler og ved en ny produktionsmaade taget et mægtigt opsving; det gjensidige forhold imellem den besiddende klasse og arbeiderne er væsentlig blevet forandret; kapitalen er ophobet i nogle faas hænder, medens den store mængde bliver fattig; og derhos vokser hos arbeiderne selvbevidstheden og følelsen af styrke, de organiserer sig i en stadig inderligere sammenslutning. Alt dette har fremkaldt den sociale konflikt, overfor hvilken vi staar. Hvormeget der staar paa spil i denne kamp, derom vidner den bange forventning i sindet, hvormed man ser fremtiden imøde. Allevegne beskjæftiger man sig med dette spørgsmaal, i videnskabsmændenes kredse, paa fagkyndige kongresser, paa folkemøder, i de lovgivende kamre og i fyrsternes raad. Arbeiderspørgsmaalet er ligefrem traadt i forgrunden for hele vor tids bevægelse.
I betragtning af kirkens sag og det almindelige vel, har Vi allerede tidligere, ærværdige brødre, taget ordet, for i rundskrivelserne om den politiske autoritet, om friheden, om den kristelige stat og om andre beslægtede gjenstande at karakterisere og tilbagevise nutidens vildfarelser angaaende disse temaer. Vi anser det af denne grund for hensigtsmæssigt, ogsaa at gjøre det i denne skrivelse med hensyn til arbeiderspørgsmaalet.
Rigtignok er dette tema ogsaa i andre skrivelser blevet berørt af Os; men nu er det Vor agt i overensstemmelse med Vort apostoliske embede at udtale Os om det i hele dets omfang. Vi vil anføre grundsætningerne, som maa være bestemmende for en rigtig og billig afgjørelse af stridsspørgsmaalet.
Forholdet mellem kapital og arbeide. Kapitalistisk udbytning.
[2.] Stridsspørgsmaalet er uden tvil vanskeligt og fuldt af farer; vanskeligt fordi det i virkeligheden ikke er nogen ringe opgave, at afmaale ret og pligt i det gjensidige forhold mellem rige og fattige, mellem kapital og arbeide; og fuldt af farer er det, fordi et agitatorisk parti kun altfor dygtig forstaar at vildlede folket dom, for at udbrede ophidselse og oprørsaand blandt de utilfredse masser. Det er imidlertid aabenbart, og det anerkjendes fra alle sider, at der maa skaffes hjælp til veie, og navnlig, at en hurtig og alvorlig hjælp er nødvendig, efterdi utallige paa grund af det mislige forhold fører en i sandhed trykkende og uværdig tilværelse. Under omvæltningen i det forrige aarhundrede blev de arbeidende klassers gamle laug ødelagte, ingen nye institutioner traadte i stedet for dem, statsvæsenet afførte sig tilmed mere og mere den kristelige moral og anskuelse, og paa denne maade skete det da, at haandverk og arbeide lidt efter lidt blev overantvordet i en isoleret og forsvarsløs tilstand til rige besidderes hjerteløshed og til konkurrencens tøilesløse havesyge.
Den moderne aagers pengespekulation traadte til, for at gjøre ondet endnu større, og selv om kirken ogsaa gjentagende gange har fældet dommen over aagervæsenet, vedbliver alligevel en umættelig kapitalisme at drive det under en anden maske. Produktion og handel er næsten blevne til et monopol for faa, og paa denne maade kunde nogle faa overmaade rige lægge et næsten slavisk aag paa den arbeidende stand.