[36.] Endelig kan og skal ogsaa arbeidsherrerne og arbeiderne selv medvirke til en heldig løsning af spørgsmaalet ved hjælp af forholdsregler og institutioner, for saa meget som mulig at gjøre en ende paa nøden og at hjælpe til at nærme den ene klasse til den anden. Herhen hører foreninger til gjensidig understøttelse, private foranstaltninger til ydelse af hjælp til arbeideren og hans familie ved pludselige ulykkestilfælde eller i tilfælde af sygdom og dødsfald; institutioner, som yder børn, ungdommelige personer eller ogsaa voksne retsgyldigt vern. Men den første plads i denne henseende indtager arbeiderforeningerne, under hvis formaal alt det øvrige paa en vis maade henhører. I forbigangne titler har haandverker- og arbeider korporationer længe udfoldet en gavnlig virksomhed. De forskaffede ikke blot sine medlemmer betydelige fordele, men bidrog og aa meget til haandverkets og industriens udvikling, hvorom historien vidner. I en tid som den nuværende med sin forandrede leve maade kan de gamle lauge naturligvis ikke kaldes tillive igjen i sin tidligere skikkelse; de nye skikke, fremskridtet paa videnskabens og dannelsens omraade, de forhøiede livsfornødenheder, det stiller altsammen andre fordringer. Men det er nødvendigt, at korporationsvæsenet tilpasses nutidens krav, under bibeholdelsen af den gamle aand, som forhen oplivede det. Det er meget glædeligt, at flere og flere foreninger af enhver slags opstaar i vor tid, hvad enten de nu er dannede af arbeidere alene eller af arbeidere og arbeidsgivere, og man kan kun nære ønsket om, at de stedse maa vokse baade i henseende til antal og til indre kraft. Endskjønt Vi allerede gjentagne gange har talt om arbeiderforeninger, vil Vi dog her ud farligere fremsætte, hvor tidssvarende og berettigede de er, idet Vi dertil knytter det nødvendige angaaende deres indretning og de maal, som de bør fastholde.
[37.] Det er de personlige kræfters begrænsning, som stedse tilskynder mennesket til af sig selv at forene sig med andre til gjensidig hjælp og understøttelse. “Det er bedre, at to er sammen, end at en staar alene; de har fordel af sin forbindelse. Falder den ene, bliver han opreist af den anden. Ve den, som er ene! Naar han falder, er der ingen anden til at opreise ham 27).” Saaledes taler den hl. skrift. Og atter: “En broder, som bliver understøttet af en broder, er som en fast stad 28).” Ligesom denne naturlige drift til fællesskab altsaa fører menneskene til statssamliv, saaledes tilskynder den dem ogsaa til at indgaa de mest forskjelligartede forbindelser med andre mennesker. Endskjøndt det just ikke er fuldkomne samfund, som opstaar ved saadanne foreninger, saa er de dog sande samfund. I mange henseender adskiller de sig fra statssamfundet. Statens formaal omfatter alle undersaatter, thi det sigter til det almene offentlige vel, og alle har ret til at nyde alle dets fordele; og staten betegnes netop derfor som ‘samfundet’, fordi i samme, for at tale med den hl. Thomas, ‘forener menneskene sig til dannelsen af et samfund’ 29. Hine selskaber derimod, som danner sig i statens skjød, kaldes private, fordi deres nærmeste formaal er den private gavn, navnlig sine medlemmers gavn. “Et privat selskab”, siger den hl. Thomas, “er det, som forfølger et privat maal; et saadant er f. eks. tilstede, naar to eller tre slutter sig sammen til gjennemførelse af en handelsforretning 30)”.
[38.] Selv om nu disse private samfund bestaar indenfor statssamfundet og paa en vis maade udgjøre en del af det, saa har staten dog ikke slet og ret fuldmagt til at forbyde deres tilværelse. De hviler paa naturrettens grundlag, og naturretten kan staten ikke forandre, det er meget mere dens opgave, at forskaffe den anerkjendelse. Forbyder en stat alligevel saadanne selskabers dannelse, saa handler den imod sit eget princip, eftersom den jo selv, ganske ligesom de private samfund imellem statens undersaatter, ene og alene udspringer af menneskenes naturlige drift til gjensidig forbindelse. Tilvisse er staten i mange enkelte tilfælde fuldtud berettiget til at gaa frem imod foreninger; naar de f. eks. har formaal, som aabenlyst er rettede imod ret og sedelighed eller paa anden maade imod det offentlige vel. Har staten ret til at hindre oprettelsen af saadanne foreninger og at opløse bestaaende, saa paahviler det paa den andr,n side strengt staten, at gaa af veien for ethvert indgreb i undersaatternes rettigheder. Under paaskud af, at drage den nødvendige omsorg for de offentlige interesser, tør den paa ingen maade lade sig forlede til skridt, som er ledsagede af nogensomhelst uretfærdighed. Thi statens love og anordninger har kun indre krav paa lydighed, forsaavidt de er i overensstemmelse med fornuften og netop derfor ogsaa med Guds evige lov 31).
Kirkelige foreninger.
[39.] Vi har her de mangehaande selskaber, foreninger og geistlige ordenssamfund for øie, som i tidligere titler er udsprungne paa kirkens grund, stiftelser, der er fremgaaede af kirkens og af dens børns fromme sindelag. Fortiden lige ned til vore dage vidner om al den velsignelse, som de har bragt. Deres formaals sedelige karakter siger allerede den blotte fornuft, at de har en naturlig og ubestridelig ret til at bestaa. Men for saa vidt som de af naturen er religiøse, har kirken alene at befale over dem. Regjeringerne har ingensomhelst rettighed over dem og er navnlig ikke bemyndigede til at tilegne sig deres ydre forvaltning; de skylder dem tvertimod agtelse og beskyttelse; det er deres pligt at træde i skranken for dem, for i givet tilfælde at hindre uretfærdighed imod dem. Desværre har Vi: navnlig i den sidste tid, været vidne til ganske andre ting. Paa mange steder er den verdslige øvrighed traadt op imod disse korporationer med uretfærdige og krænkende forholdsregler, har bernvet dem en juridisk persons stilling og rettigheder, har paa en lumpen maade berøvet dem deres formue. Men overfor denne formue havde ikke alene kirken uafhændelige rettigheder, men ogsaa stifterne og velgjørerne, som havde bestemt sine bidrag til hine fromme formaal, og endelig hine, til hvis gavn disse stiftelser var oprettede. Vi kan derfor heller ikke undlade, at protestere imod hine uretfærdige og fordervelige udplyndringer. En bedrøvelig omstændighed er det navnlig her, at der erklæres krig overfor katholske mænds fredelige og alsidig gavnlige foreninger, paa samme tid, som der bliver forkyndt, at foreningsfrihed er et almindeligt loveligt gode, og brugen af denne frihed i videste omfang tilstaaes religionsfiendtlige og statsfarlige foreninger.
[40.] De mest forskjelligartede selskaber og foreninger optræder i vore dage, navnlig i arbeiderkredsene, langt talrigere end forhen. Det skal her ikke undersøges, hvorfra de bar sin oprindelse, hvilket formaal de har, paa hvilken maade de udbreder sig. Men vi maa henvise til den almindelige, paa kjendsgjerninger støttede mening, at saare mange blandt disse foreninger adlyder en fælles hemmelig bestyrelse og har institutioner, som ikke svarer til religionens og statens vel; at de gaar ud paa at bringe et slags arbeidsmonopol i sine hænder, og at styrte de karakterfaste arbeidere, som vægrer sig ved at slutte sig til dem, i forlegenhed og nød. — Derfor ser kristeligsindede arbeidere sig stillede overfor valget, enten at blive medlemmer af foreninger: som bringer deres religion i fare, eller ogsaa paa sin side at grundlægge foreninger, for med forenede kræfter at bekjæmpe dette skjendige undertrykkelsessystem. Enhver, som ikke ønsker at se menneskeslegtens høieste goder satte paa spil, maa anse det sidste for at være i høi grad tidssvarende og ønskeligt.
Katholske foreninger.
[41.] Med klar erkjendelse af tidens fordringer beskjæftiger en række katholske mænd sig med studiet af det sociale spørgsmaal, og de fortjener den høieste ros for den opofrelse, hvormed de opsøger og prøver midlerne, som lidt efter lidt kan forbedre de arbeidende klassers vilkaar. Vi ser dem tage sig af de bestaaende mislige forhold og af familiernes og de enkelte individers materiele stilling. De arbeider paa, at billighed og retfærdighed maa gjøre sig gjældende i det gjensidige forhold imellem arbeidsgiveren og arbeideren. De søger paa en anerkjendelsesværdig maade at styrke hos begge parter pligtfølelsen og lydigheden overfor evangeliets hellige forskrifter; det er jo netop disse guddommelige forskrifter; som med magt drager en grænse for nydelsessygen og umaadeligheden og, trods samfunds-stændernes ulighed, opretholder et fredeligt, gjensidigt forhold imellem dem. Udmerkede mænd kommer sammen til møder, for at raadslaa om fremgangsmaaden til gunst for arbeiderne og for at bringe løsningen af det økonomiske livs forhaandenværende vanskelige spørgsmaal nærmere. Andetsteds er der rosværdige bestræbelser for at organisere arbeiderne i foreninger og at staa dem bi med raad og daad i det øiemed, at sikre dem stadigt og anstændigt arbeide. Biskoperne opmuntrer til hele denne virksomhed og yder den en støtte ved sin autoritet. I biskoperne navn deltager dygtige medlemmer af verdens- og ordensgeistligheden i den religiøse ledelse af disse foreninger. Det skorter heller ikke paa formuende katholiker, som med høimodighed gjør sig til de arbeidende strenders velyndere og kolleger, og som yder anseelige pengegaver til oprettelsen og udbredelsen af foreninger; de garanterer dermed arbeideren, som tager del i dem, et regelmæssigt og til tilstrækkeligt underhold, ja gjør ham det endog muligt, at lægge en liden kapital tilside for alderdommen, saa at han i den retning fritages for bekymringer. Det behøver ikke at omtales, hvilken nytte denne mangesidige og ivrige virksomhed allerede har stiftet. Vi nærer i betragtning heraf de bedste forhaabninger for fremtiden, saafremt disse foreningers antal forøges og de bliver organiserede paa en fornuftig maade. Staten burde yde dem sin beskyttelse, men i deres indre anliggender tør den ikke gjøre indgreb; indgreb af fremmed art er meget let til ødelæggelse for et liv, som maa udgaa indefra, fra sit eget princip.
Associationsret.
[42.] Agtsomhefd og klogskab er uundgaaelig nødvendige til opretholdelsen af den nødvendige indre enhed og harmoni. Naar altsaa associationsretten er en ret, som tilkommer statens borgere, hvad der i virkeligheden er tilfældet, saa maa det ogsaa være disse foreninger uhindret tilladt, at give sine statuter og indretninger den form, som svarer til deres formaal. Det er en umulighed at foreskrive en form, som kan være gjældende for alle disse foreningers institutioner; dertil afhænger de formeget af folkekarakteren, af erfaringerne, af handelens udstrrelrning·, af de forskjellige arbeiders art og fordelagtighed og af mange andre omstændigheder, som maa tages i betragtning. Det kommer ved grundlæggelsen og ledelsen af disse foreninger fremfor alt an paa, at beholde deres formaal for øie og at drage omsorg for. at statuterne og hele virksomheden tjener til dette formaals opnaaelse; og formaalet er, at have og fremme arbeidernes legemlige og aandelige stilling. Det religiøse element maa tjene til grundlag for foreningernes indretninger. Medlemmernes religiøsitet skal være det vigtigste maal, og derfor maa den kristelige tro gjennemtrenge hele organisationen. Ellers vilde foreningen snart tabe sit oprindelige præg; den vilde stille sig i lige linje med hine forbund, som udelukker religionen fra sine kredse. Men hvad gavner det arbeideren, at han høster nok saa stor fordel i foreningen i henseende til sin jordiske velfærd, naar hans sag bringes i fare af mangel paa aandelig næring? “Hvad gavner det mennesket, at han vinder den hele verden, men lider skade paa sin sjæl 32)?” Kristus, vor herre, har vist os et kjendetegn, som adskiller hedninger fra kristne, idet Han sagde: “Efter alt saadant søger hedningerne. Søg først Guds rige og hans retfærdighed, saa skal og alle disse ting tillægges eder 33).” Idet disse foreninger altsaa har Guds rige til sidste maal, skal de drage omsorg for at fremme arbeidernes religiøse undervisning. Uvidenheden i trossager, den voksende ukjendskab til pligterne mod Gud og næsten maa bekjæmpes ved hjælp af passende undervisninger. Man maa sørge for en grundig oplysning angaaende tidens vildfarelser og de falske slutninger, som troens fiender drager, og for belæring og advarsler overfor forfarelsens lokkemidler. Man maa opvække hos medlemmeme høiagtelse for gudsfrygt og den offentlige gudstjeneste; navnlig maa man holde dem til den religiøse høitideligholdelse af søn- og festdagene. Man lære arbeideren at ære og elske Guds kirke som den fælles moder, at holde dens bud og paa en værdig maade at drage nytte af dens naademidler, sakramenterne, som renser sjælene ved et guddomeligt aandepust og opfylder dem med dyd.
Foreningsvæsenets religiøse grundlag.
[43.] Har foreningen paa denne maade taget religionen til fundament, saa er allerede dermed retningen givet for fastsættelsen af foreningsmedlemmernes gjensidige forhold. Svarende til formaalet bør embederne fordeles paa en saadan maade, at enigheden ikke trues ved en altfor stor ulighed mellem personerne. Man bør ogsaa bestræbe sig for i forveien at afskjære alle klagemaal over medlemmers forurettelse, ved klart og insigtsfuldt at fastsætte forretningsgangen. Den fælles kasse maa forvaltes paa en samvittighedsfuld maade. Hjælpen, som ydes den enkelte, bør bestemmes efter den sande trang. Som et vigtigt maal maa overensstemmelsen mellem arbeiderne og arbeidgiverne i henseende til rettigheder og pligter gjælde. Forat gjensidige anker rnellem begge partier kan blive afgjorte, b0r der dannes udvalg af ulastelige og erfarne mamd, hvis voldgiftskjendelser har afgjørende gyldighed; det vilde være meget ønskeligt, om disse voldgiftsretter bestod af repræsentanter baade for arbeidsgiverne og for arbeiderne, og at medlemmerne af arbeiderforeningerne i kraft af statuterne var forpligtede til at henvende sig til dem. En hovedbestræbelse maa fremdeles sigte til, at medlemmerne aldrig mangler arbeide, og at der er en fælles kasse tilstede, hvorfra de enkelte faar understøttelse, naar arbeidet standser, eller i sygdomstilfælde, i alderdommen og ved ulykkestilfrelde. — Saafremt saadanne bestemmelser bliver overholdte, vil der uden tvil være opnaaet meget i henseende til ophrevelsen af de mislige forhold, ialtfald i henseende til de mest trykkende, og de katholske arbeiderforeninger vil uden tvil kunne afgive en kraftig løftestang til fremme af den offentlige velfærd. Fortiden tillacler i mange henseender ogsaa paa vort omraade et blik ind i frem tiden. De samme fremtoninger gjentager sig under tidernes og nationernes omskiftelser ofte, med en vidunderlig lighed, fordi verdensomløbet er underordnet Guds forsyn, som efter evige planer tilpasser alt og bringer alt til at tjene dets høieste formaal. — Det er en bekjendt sag, at man i de første aarhundreder bebreidede kristendommen, at dens tilhængere for størstedelen var fattige folk. som levede af sine hænders arbeide. Men disse fattige, disse ringe agtede tilkjæmpede sig lidt efter lidt de riges og mægtiges gunst. De var et skuespil for verden i henseende til arbeidssomhed: fredsommelighed, retskaffenhed og navnlig broderlig kjærlighed. Overfor dette deres livsvandels veltalende vidnesbyrd forsvandt for dommene, forstummede de hadefulde anklager, og den hedenske vantro maatte lidt efter lidt trække sig tilbage fra den kristne sandheds straalende lys.
[44.] I vore dage er arbeiderspørgsmaalet en gjenstand for megen strid. Det ligger i statens høieste interesse, at denne strid maa finde en fredelig og lovmæssig løsning. Men en rigtig løsning af spørgsmaalet vil blive bragt nærmere ved hjælp af de kristeligsindede arbeidere, naar disse i velorganiserede foreninger og under vis ledelse slaar ind paa den samme vei, ad hvilken oldtidens kristne er vandrede overfor den mægtige hedenske verden til sin egen og samfundets frelse. Thi hvor sterk fordommenes og lidenskabernes magt end er, saa vil den offentlige gunst, hvor en fordærvet vilje ikke har sløvet følelsen for ret og sandhed, dog tilsidst blive mænd tildel, som har skrevet flid, maadeholdenhed og tugt paa sin fane; man vil tage parti for arbeidere, som sretter billighed og ret over vinding, og alvorlig pligttroskab over alle andre hensyn.
Udbredelsen af disse arbeiderforeninger vil ogsaa komme hine arbeidere tilgode, som har opofret troen og sedeligheden, og letteliggjøre deres tilbagevenden til bedre følelser. De føler jo selv paa mange maader i sit indre, hvor haardt de bliver behandlede af pengegriske herrer, og at de kun bliver takserede efter størrelsen af den vinding, som de bringer dem. Det er heller ikke skjult for dem, at der i de foreninger, hvortil de har sluttet sig, i stedet for gjensidig agtelse og kjærlighed kun hersker tvedragt, som jo altid optræder sammen med samvittighedsløs og vantro fattigdom. Hvor mange blandt disse ulykkelige, som er legemlig brudte og aandelige modløse, nærer ikke ønsket om at unddrage sig for denne nedværdigende trældom; men de vover det ikke, hvad enten det nu er skam eller frygt for fattigdom, som holder dem tilbage. Til alle disse kunde de katholske arbeiderforeninger bringe stor hjælp, naar de nemlig vilde indbyde de vaklende, efterat hindringerne er overvundne, til sine møder og yde den angerfuldt tilbagevendende beskyttelse og vise ham broderlig deltagelse.