[3.] For å oppheve dette ondet utbredte sosialistene, idet de oppildnet de fattige mot de rike, den påstand at enhver privat eiendom må opphøre, for å gi plass for et slags formuesfellesskap, som skulle innføres ved hjelp av representantene for kommunalvesenet og av selve regjeringene. De mener at de ved en slik overdragelse av all eiendom fra individene til hele samfunnet ville kunne oppheve alle urettferdige forhold; all formue og dens fordeler skulle kun engang fordeles likt mellom statsborgerne. Langt fra å bidra noe til spørsmålets løsning er dette programmet imidlertid mye mer til skade for de arbeidende klasser selv; det er også høyst urettferdig, idet det øver vold mot de rettmessige eierne; det strider dessuten mot den bestående statsordning, ja truer statene med fullstendig oppløsning.
Eiendommens definisjon
[4.] Det er nemlig fremfor alt innlysende at arbeideren, idet han påtar seg anstrengende arbeid, ikke har noen annen hensikt enn den å oppnå en eller annen personlig eiendom ved hjelp av lønnen. Idet han låner sine krefter og sin flid til en annen, ønsker han å skaffe seg det nødvendige til tilfredsstillelsen av sine egne behov; og han erverver en sann og egentlig rett ikke bare til utbetalingen av lønnen, men også til fri rådighet over den. Sett at han ved å begrense seg har spart opp noe og for sikkerhets skyld har anvendt det til kjøp av et jordstykke, så er dette jordstykket nettopp den arbeidslønnen som tilhører ham, bare i en annen form; det blir i hans varetekt og til hans disposisjon, ikke mindre enn den opptjente lønnen. Men nettopp i dette består åpenbart eiendomsretten til bevegelig og ubevegelig gods. Når sosialistene altså arbeider for å forvandle all privat eiendom til felleseie, så er det innlysende at de derved bare gjør de arbeidende klassers stilling enda mer ugunstig. Idet de berøver dem eiendomsretten, berøver de dem også myndigheten til å anvende sin opptjente lønn etter eget forgodtbefinnende; de berøver dem nettopp derved all utsikt og evne til å forstørre sin lille formue og til ved flid å arbeide seg frem til en bedre stilling.
[5.] Men, hva som er enda verre: det frelsesmiddel for samfunnet som sosialistene anbefaler, strider åpenbart mot rettferdigheten, for retten til å besitte privat eiendom har mennesket fått av naturen. Her som i andre ting fremtrer det en vesentlig forskjell mellom mennesket og dyret. Dyret fatter selv ingen bestemmelse, men ledes av sin naturs doble instinkt. Dette verner om dets evner, fremmer utviklingen av dets krefter, beveger og bestemmer dets virksomhet. Idet det ene instinkt driver dyret til å oppholde seg selv, tilskynder det andre instinkt dyret til slektens forplantning. Men i begge henseender er det henvist til det snevre området som nettopp er nærværende, en grense det aldri overskrider, fordi det alene beherskes av sanselige evner og enkeltinntrykk.
Helt annerledes er menneskets natur. I mennesket finnes på den ene side dyrets vesen i dets helhet og fullkommenhet, og han besitter således, liksom dyret, evner til sanselig nytelse; men hans natur går ikke opp i en dyrisk, selv om man tenker seg denne nokså fullkommengjort. Han hever seg høyt opp over sitt vesens dyriske side og gjør denne til sin tjener. Hva som adler mennesket og hever ham til denne hans særegne verdighet, er den fornuftige ånd; denne skjenker ham den menneskelige karakter og adskiller ham i hele sitt vesen fra dyret. Men nettopp fordi han er utrustet med fornuft, er de jordiske goder ikke overgitt ham bare til forbruk, slik de er overgitt dyret, men han har personlig eiendomsrett, eiendomsrett ikke bare til ting som går til grunne ved forbruk, men også til slike ting som vedblir å bestå etter bruk.
[6.] En dypere betraktning av menneskets natur lærer oss dette tydelig og klart. Ettersom mennesket begriper utallige forhold med sin tankekraft, slutter seg til de kommende fra de nåværende, og er herre over sine handlinger, så rår han, under den evige lov og under Guds allvise forsyn, over seg selv etter eget fritt skjønn; det ligger derfor i hans makt å treffe det valg blant tingene som han anser for det mest gagnlige for sitt eget vel, ikke bare for nåtidens, men også for fremtidens vedkommende. Herav følger at mennesket må gis rettigheter til personlig grunneiendom; det må kunne ha rettigheter ikke bare til å eie jordens avkastning, men også til å eie selve grunnen. Det er nemlig bare grunnen med dens produksjonskraft som gir mennesket sikker utsikt til fremtidig underhold. Mennesket har stadige behov, de skifter bare skikkelse; er dagens tilfredsstilt, så stiller andre sine krav i morgen. Naturen må i samsvar med dette ha gitt mennesket en vedvarende, uutømmelig kilde hvor disse behov kan tilfredsstilles, og en slik kilde er alene jorden med de gaver som den uopphørlig yter.
Alminnelig statsomsorg overflødig
[7.] Det er heller ingen grunn til å legge beslag på den alminnelige statsomsorg. For mennesket er eldre enn staten, og han hadde retten til å opprettholde sin legemlige tilværelse før det fantes noen stat. At Gud Herren har overdratt jorden til hele menneskeslekten for å bruke den, står ikke i veien for privat eie. For Gud har ikke overgitt jorden til samfunnet i den forstand at alle uten forskjell skulle være herrer over den, men for så vidt som han selv ikke har anvist noe menneske en særskilt del av den til eiendom, tvert imot har overlatt avgrensningen og fordelingen av privateiendommen til menneskenes flid og til de ordninger nasjonene måtte innføre. For øvrig opphører ikke jorden, uansett hvordan den måtte være fordelt mellom de enkelte, å tjene samfunnet, for det finnes intet menneske som ikke lever av dens utbytte. Den som er uten eiendom, han har til gjengjeld arbeid, og man kan si at alle ernæringskilder til slutt føres tilbake enten til jordens bearbeidelse eller til arbeid i en eller annen næringsgren, hvis lønn kun skriver seg fra jordens frukt og byttes mot jordens frukt.
Herav fremgår det igjen at privat eiendom fullt ut er en fordring av naturen. Jorden yter riktignok i stor fylde alt som er nødvendig til den jordiske tilværelses opphold og fremgang; men den kan ikke yte det av seg selv, det vil si ikke uten at menneskene bearbeider og dyrker den. Idet mennesket setter legemlig flid og åndelig omsorg inn på å dyrke jorden, gjør han nettopp derved den oppdyrkede del til sin eiendom; det påtrykkes den så å si bearbeiderens stempel. Det står altså fullt ut i samsvar med rettferdigheten at denne del av jorden er hans egen, og at hans rett til den vedblir å være ukrenkelig.
[8.] Beviskraften i det ovenfor anførte er så innlysende at det bare kan vekke forundring å høre de motsatte teorier bli fremsatt, teorier som for øvrig ikke er nye, men som allerede i oldtiden er blitt tilbakevist og gjendrevet. Man påstår nemlig at egentlig grunneiendom strider mot rettferdigheten, og at bare jordens eller enkelte delers bruk kan tilkomme de enkelte individer; grunnen, som bærer herrens anlegg og bygninger, er ikke hans eiendom, og marken som bonden dyrker som sin egen, tilhører ham ikke. Man vil ikke innse at dette er det samme som å begå et ran mot det som er ervervet på lovlig måte. Den tidligere så øde jordlodd har dog ved den første nybyggers flid og ved hans kyndige behandling fullstendig forandret sin skikkelse; fra et villnis er det blitt til en fruktbar åker, fra et redningsløst øde til en innbringende, fruktbar jordbunn. Hva som gir jorden denne nye skikkelse, det er i så høy grad ett med den at det for en stor del er umulig å skille det fra den. Og ville det ikke stå i strid med all rettferdighet å berøve eieren denne jord under påskudd av at ingen eiendom kan gis, og overdra til andre det som nybyggeren har fremkalt i sitt ansikts sved? Nei, likesom virkningen følger sin årsak, følger også frukten av arbeidet som en rettmessig eiendom det menneske som har utført arbeidet. Med rette har menneskeslekten derfor til alle tider funnet i naturloven grunnlaget for privat eiendom og fordelingen av de jordiske goder; den har klokt latt seg lede av den naturlige lovs krav og brydd seg lite om enkeltes innvendinger. Ved sin praktiske anerkjennelse har den i århundrers løp så å si helliget eiendomsretten som en følge av verdensordningen og som en grunnbetingelse for et fredelig samliv.
Men statens lover, som, dersom de er rettferdige, avleder sin bindende kraft fra naturretten, har overalt beskyttet denne rett og omgitt den med straffebestemmelser. Også de guddommelige lover forkynner eiendomsretten, og det med et slikt ettertrykk at de endog strengt forbyr begjæret etter andres gods: «Du skal ikke begjære din nestes kone. Du skal ikke ha lyst på din nestes hus eller jord, hans slave eller slavekvinne, hans okse eller esel eller noe annet som hører din neste til.»[1]
Mennesket som sosialt vesen
[9.] Betrakter vi nå mennesket som et sosialt vesen, og det først og fremst i hans forhold til familien, viser denne rett til privat eiendom seg enda tydeligere. Når denne rett tilkommer ham som enkeltindivid, tilkommer den ham enda mer med hensyn til det huslige samliv.
Når det gjelder valg av stand, er det overlatt til enhvers frihet enten å følge den guddommelige mesters råd og tilbringe sitt liv i avholdenhet, eller å inngå ekteskap. Ingen menneskelig lov kan berøve mennesket den naturlige og opprinnelige rett til å inngå ekteskap; ingen kan på noen måte innskrenke hovedformålet for denne av Gud hellig innstiftede ordning siden skapelsen: «Vær fruktbare og bli mange».[2] Med disse ord ble familien grunnlagt. Familien, det huslige samfunn, er et sant og virkelig samfunn med alle et samfunns rettigheter, hvor lite dette samfunn enn fremtrer; det er eldre enn noen annen samfunnsinstitusjon, og derfor besitter det, uavhengig av staten, sine egne berettigede rettigheter og plikter. Når naturen har gitt ethvert menneske som enkeltindivid rett til å erverve og eie eiendom, må denne rett også være til stede hos mennesket som overhode for en familie; ja, denne rett er enda mer virksom hos familieoverhodet, fordi mennesket likesom utvider seg i den huslige krets.
[10.] En påtrengende naturlov krever at familiefaren sørger for alt det nødvendige til barnas livsopphold, og naturen tilskynder ham også til å dra omsorg for barnas fremtid, å sikre dem så mye som mulig mot livets omskifteligheter, og sette dem i stand til selv å kunne beskytte seg mot nød og elendighet; det er jo han som på en måte fortsetter å leve i barna og likesom gjentar seg i dem. Men hvordan kan han vel oppfylle disse pliktene overfor barna, når han ikke kan etterlate dem som arv en eiendom som gir avkastning?
Likesom staten er også familien et samfunn i egentlig forstand, og det hersker i den en selvstendig myndighet, nemlig den faderlige. Innenfor de grenser som bestemmes av dens nærmeste formål, besitter følgelig familien i det minste de samme rettigheter som staten, når det gjelder valget og anvendelsen av de midler som er uunnværlig nødvendige for dens opprettholdelse og rettmessige frie utfoldelse. Vi sier: i det minste de samme rettigheter. For ettersom det huslige samliv, både i idé og i virkelighet, er av tidligere opprinnelse enn det borgerlige samfunn, har dets rettigheter og plikter også forrang, fordi de står naturen nærmere. Livet i statssamfunnet må gjøres til et ønskelig gode både for individet og for familien. Men når individet og familien, etter at de har trådt inn i statssamfunnet, fra dette bare finner skade i stedet for gagn, og bare krenkelser av sine særegne rettigheter i stedet for beskyttelse, da vil statssamfunnet snarere fremstå som gjenstand for uvilje og hat, enn som et ønskelig gode.
Familiens hellighet
[11.] Det ligger altså en stor og farlig villfarelse skjult i å kreve av staten at den skal trenge inn i familiens, i hjemmets indre. Riktignok er det rettferdig at statens hjelp trer til, når en familie befinner seg i den ytterste nød og i en så fortvilet stilling at den på ingen måte kan hjelpe seg selv; familiene er jo nettopp deler av staten. Likeså må den offentlige myndighet gripe inn når de gjensidige rettigheter i betydelig grad krenkes innenfor de huslige murer. Dette er åpenbart ikke det samme som å tilrane seg familiens og individenes rettigheter; staten befester i dette tilfelle de enkeltes rettigheter, den opphever dem ikke. Men her må den også stanse; den skal ikke overskride de ovennevnte grenser, ellers handler den imot naturretten. Den faderlige myndighet er av naturen slik innrettet at den ikke kan oppheves, heller ikke kan staten bemektige seg den; den har en like ærverdig opprinnelse som menneskets eget liv. «Barna er», for å tale med den hellige Thomas, «på en måte en del av faren»; de er likesom en utvidelse av hans person. De trer heller ikke, når man vil tale i egentlig forstand, selvstendig eller som individer inn i statssamfunnet, men ved familiesamfunnet, i hvilket de har mottatt livet.
Nettopp av denne grunn, fordi barna nemlig «av naturen er en del av faren, står de», ifølge den hellige lærers ord, «under foreldrenes omsorg, inntil de oppnår bruk av den frie vilje».[3] Det sosialistiske system, som skyver foreldrenes omsorg til side, handler i strid med den naturlige rettferdighet og oppløser familiens bånd.
[12.] Men selv om man ser bort fra urettferdigheten, kan man dog like lite nekte for at dette system ville føre til forvirring i alle samfunnets lag. En utålelig innskrenkning for alles vedkommende, en slavisk avhengighet av staten ville bli følgen av et forsøk på å anvende dette system. Porten ville bli åpnet på vidt gap for gjensidig misunnelse, splid og forfølgelse. Idet sporen til oppfinnsomhet og flid bortfalt, ville også kildene til velstand tørke ut. Av alles innbilte likhet ville det ikke komme annet enn den samme ynkelige tilstand av nedverdigelse for alle.
Av alt dette fremgår tydelig og klart hvor forkastelig den sosialistiske grunnlære er, ifølge hvilken staten skal inndra all privat eiendom og gjøre den til et offentlig gode. En slik teori er kun til stor skade for de arbeidende klasser, til hvis nytte den sies å være oppfunnet; den står i strid med ethvert menneskes naturlige rettigheter; den forvrenger statens oppgave og gjør en rolig, fredelig utvikling av samfunnslivet til en umulighet. Ved alle forsøk på å hjelpe den nåværende sosiale nød må det altså absolutt fastholdes som grunnsetning at privat eiendom er ukrenkelig og hellig. Vi går nå over til å fremsette det, hvori man bør søke den alle vegne etterlengtede hjelp mot arbeidernes vanskelige kår.
Noter
[1] 5 Mos 5,21.
[2] 1 Mos 1,28.
[3] Summa theol. II-II, q. 10, a. 12.
Originaltekst
Slik ble teksten trykket i St. Olafs Trykkeris utgivelse anno 1891. Teksten over er tilpasset norsk språknorm anno 2025.
Socialistisk-kommunistisk vranglære.
[3.] For at ophæve dette onde udbredte socialisterne, idet de ophidsede de fattige imod de rige, den paastand, at enhver privatbesiddelse maa ophøre, for at gjøre plads for et slags formuesfællesskab, som skulde indføres ved hjælp af repræsentanterne for kommunalvæsenet og af selve regjeringerne. De mener, at de ved en saadan overdragelse af al eiendom fra individerne til hele samfundet vilde kunne ophæve alle mislige forhold; al formue og dennes fordele skulde kun engang fordeles lige imellem statsborgerne. Langt fra at bidrage noget til spørgsmaalets løsning, er dette program imidlertid meget mere til skade for selve de arbeidende klasser; det er ogsaa saare uretfærdigt, idet det øver vold imod de retmæssige besiddere; det strider endelig imod den bestaaende statsordning, ja truer staterne med fuldstændig opløsning.
Eiendommens difinition.
[4.] Det er nemlig fremforalt indlysende, at arbeideren, idet han paatager sig det anstrengende arbeide, ikke har nogen anden hensigt, end den, at opnaa en eller anden personlig eiendom ved hjælp af lønnen. Idet han laaner sine kræfter og sin flid til en anden, ønsker han at erhverve sig det nødvendige til tilfredsstillelsen af sine egne fornødenheder; og han erhverver en sand og egentlig ret ikke blot til udbetalingen af lønnen, men ogsaa til den frie raadighed over samme. Sæt, at han ved at indskrænke sig har sammensparet sig noget og for sikkerheds skyld har anvendt det til kjøb af et grundstykke, saa er dette grundstykke netop den ham tilhørende arbeidsløn, kun i en anden form; det bliver i hans værge og til hans disposition, ikke mindre, end den erhvervede løn. Men netop heri bestaar aabenbart eiendomsretten til bevægeligt og ubevægeligt gods. Naar socialisterne altsaa arbeider hen paa, at forvandle al privatbesiddelse til fællesgods, saa er det indlysende, at de derved kun gjør de arbeidende klassers stilling endnu ugunstigere. Idet de berøver dem eiendomsretten, berøver de dem ogsaa myndigheden til at anvende sin erhvervede løn efter eget forgodtbefindende, de berøver dem netop derved al udsigt og evne til at forstørre sin lille formue og til ved flid at arbeide sig frem til en bedre stilling.
[5.] Men, hvad der er endnu værre, det af socialisterne anbefalede frelsemiddel for samfundet strider aabenbart imod retfærdigheden, thi retten til at besidde privat eiendom har mennesket faaet af naturen. Her som i andre ting fremtræder der en væsentlig forskjel mellem mennesket og dyret. Dyret fatter selv ingen bestemmelse, men ledes af sin naturs dobbelte instinkt. Dette verner om dets evner, det fremmer udviklingen af dets kræfter, det bevæger og bestemmer deres virksomhed. Idet det ene instinkt driver dyret til at det opholder sig selv, tilskynder det andet instinkt dyret til slegtens forplantning. Men i begge henseender er det henvist til det snevre omraade, som just er nærværende, en grænse, udover hvilken det aldrig naar, fordi det alene beherskes af sanselige evner og separatindtryk. Ganske anderledes er menneskets natur. I mennesket findes paa den ene side dyrets væsen i dets helhed og fuldkommenhed, og han besidder saaledes ligesom dyret evner til sanselig nydelse; men hans natur gaar ikke op i en dyrisk, selv om man tænker sig denne nok saa fuldkommengjort; han hæver sig selv høit op over sit væsens dyriske side og gjør denne til sin tjener. Hvad der adler mennesket og hæver ham til denne hans særegne værdighed, er den fornuftige aand; denne skjænker ham den menneskelige karakter og adskiller ham i henseende til hele hans væsen fra dyret. Men netop fordi han er udrustet med fornuft, er de jordiske goder ikke overladte ham blot til afbenyttelse, som de er overladte dyret, men han har personlig eiendomsret, eiendomsret ikke blot til ting, som gaar til grunde ved afbenyttelsen, men ogsaa til saadanne ting, som vedbliver at bestaa efter afbenyttelsen.
[6.] En dybere betragtning af menneskets natur lærer os dette tydelig og klart. Eftersom mennesket omfatter utallige sager med sin tankekraft, fra de nuværende slutter sig til de kommende, og er herre over sine handlinger, saa raader han under den evige lov og under Guds alvise forsyn over sig selv efter eget frit skjøn; det ligger derfor i hans magt, at træffe det valg iblandt tingene, som han anser for det gavnligste til sit eget vel, ikke blot for nutidens vedkommende, men ogsaa for fremtidens. Heraf følger, at der maa gives rettigheder til personlig grundeiendom; der maa kunne erhverves rettigheder ikke alene til at besidde jordens frembringelser, men ogsaa til at besidde selve grunden. Det er nemlig alene grunden med dens produktionskraft, som giver mennesket sikker udsigt til, at hans underhold kan vedblive at bestaa, ogsaa for fremtiden. Mennesket har stadig fornødenheder, de skifter kun skikkelse; er den nærværende dags tilfredsstillede, saa stiller andre i morgen sine fordringer. Naturen maa overensstemmende hermed have givet mennesket anvisning paa en vedvarende, uudtømmelig kilde, hvor disse fornødenheder kan tilfredsstilles, og en saadan kilde er alene jorden med de gaver, som den uophørlig yder.
Almindelig statsomsorg overflødig.
[7.] Der er heller ingen grund til at lægge beslag paa den almindelige statsomsorg. Thi mennesket er ældre end staten, og han var i besiddelse af retten til at opholde sin legemlige tilværelse, førend der gaves en stat. At Gud Herren har overdraget jorden til hele menneskeslegten til afbenyttelse, det staar ikke i veien for privateie. Thi Gud har ikke overladt jorden til samfundet i den forstand, at alle uden forskjel skulde være herre over den, men forsaavidt som han selv ikke har anvist noget menneske en særegen del af den til eiendom, tvertimod har overladt afgrænsningen og fordelingen af privateiendommen til menneskenes flid og til de indretninger, som nationerne maatte foranstalte. Forøvrigt hører jorden ikke op med, hvorledes den end maatte være fordelt imellem de enkelte, at tjene samfundet, thi der gives intet menneske, som jo ikke lever af dens udbytte. Den, som er uden eiendom, han har til gjengjæld arbeide, og man kan sige, alle ernæringskilder føres tilsidst tilbage enten til jordens bearbeidelse eller til arbeide i en eller anden erhvervsgren, hvis løn kun hidrører fra jordens frugt og ombyttes med jordens frugt.
Heraf fremgaar det atter, at privat eiendom fuldt ud er en fordring af naturen. Jorden yder rigtignok i stor fylde alt, hvad der er nødvendigt til den jordiske tilværelses opholdelse og fremme; men den kan ikke yde det af sig selv, d. v. s. ikke uden at menneskene bearbeider og dyrker den. Idet mennesket sætter legemlig flid og aandelig omsorg ind paa opdyrkelsen af jorden, gjør han netop derved den opdyrkede del til sin eiendom; der paatrykkes den saa at sige bearbeiderens stempel. Det staar altsaa fuldt ud i overens stemmelse med retfærdigheden, at denne del af jorden er hans egen, og at hans ret til den vedbliver at være ukrænkelig.
[8.] Det ovenfor anførtes beviskraft er saa indlysende, at det kun kan vække forundring at høre de modsatte teorier fremsatte, teorier, som forøvrigt ikke er nye, men som allerede af oldtiden er blevne tilbageviste og gjendrevne. Man paastaar nemlig, at egentlig grundeiendom strider imod retfærdigheden, og at kun jordens eller enkelte deles afbenyttelse kan tilkomme de enkelte individer; grunden, som bærer herrens anlæg og bygninger, er ikke hans eiendom, og marken, som bonden opdyrker som sin egen, tilhører ham ikke. Man vil ikke indse, at dette er det samme som at begaa et rov imod det, som er erhvervet paa lovlig maade. Hin tidligere saa øde jordlod har dog ved den forste opdyrkers flid og ved hans kyndige behandling fuldstændig forandret sin skikkelse; fra et vildnis er det blevet til en frugtbar ager, fra et redningsløst øde til en indbringende, frugtbar jordbund. Hvad der giver jorden denne nye skikkelse, det er i den grad ett med den, at det for en stor del er en umulighed at skille det fra den. Og det skal ikke staa i modstrid med al retfærdighed, at berøve eieren denne jord under paaskud af, at der ingen eiendom tør gives, og at overdrage til andre det, som opdyrkeren har fremkaldt i sit ansigts sved? Nei, ligesom virkningen følger sin aarsag, saaledes følger ogsaa frugten af arbeidet som en retmæssig eiendom det menneske, som har udført arbeidet. Med rette har menneskeslegten derfor stedse fundet i naturloven grundlaget for privateiendommen og fordelingen af de jordiske goder; den har klogt ladet sig lede af den naturlige lovs fordring og bekymrede sig ikke om enkeltes indvendinger. Ved sin praktiske anerkjendelse har den i aarhundreders løb saa at sige helliget eiendomsretten som et udflod af verdensordenen og som en grundbetingelse for et fredeligt samliv. Men statens love, som, saafremt de er retfærdige, afleder sin forbindende kraft fra naturloven, har alle vegne beskyttet den her omtalte ret og omgivet den med straffebestemmelser. Ogsaa de guddommelige love forkynder eiendomsretten, og det med et saadant eftertryk, at de endog strengt forbyder begjæringen efter fremmed gods: ‘Du skal ikke begjæere din næstes hustru, hus, ager, pige, okse, æsel og alt, hvad der er hans’.[1]
Mennesket som selskabeligt væsen.
[9.] Betragter vi nu mennesket som et selskabeligt væsen, og det først og fremst i henseende til hans forhold til familien, saa viser sig endnu tydeligere denne ret til privat eiendom. Naar denne ret tilkommer ham i hans egenskab af enkelt individ, saa tilkommer den ham endnu mere af hensyn til det huslige samliv. I henseende til valget af stand er det overladt til enhvers frihed, enten at følge den guddommelige mesters raad og tilbringe sit liv i afholdenhed, eller at indtræde i egtestanden. Ingen menneskelig lov kan berøve mennesket den naturlige og oprindelige ret til at indgaa egteskab; ingen kan paa nogensomhelst maade indskrænke hovedformaalet for denne ved Guds hellige autoritet siden skabelsen indførte institution. ‘Vorder frugtbare og mangfoldige’.[2] Med disse ord blev familien grundlagt. Familien, det huslige samfund, er et sandt og virkeligt samfund med alle et samfunds rettigheder, hvor lidet dette samfund end fremtræder; det er ældre, end hvilketsomhelst andet samfundsvæsen, og derfor besidder det uafhængig af staten sine egne beføiede rettigheder og pligter. Naar nu naturen har givet ethvert menneske i hans egenskab af enkelt individ ret til at erhverve sig og besidde eiendom, saa maa denne ret ogsaa være tilstede hos mennesket. naar han er overhovedet for en familie; ja denne ret er endnu mere energisk i familieoverhovedet, fordi mennesket ligesom udvider sig i den huslige kreds.
[10.] En paatrængende naturlov fordrer: at familiefaderen forskaffer alt det nødvendige til børnenes livsunderhold, og naturen tilskynder ham til ogsaa at drage omsorg for børnenes fremtid, at sikre dem saa meget som muligt overfor jordelivets omskiftelser at sætte dem i stand til selv at kunne beskytte sig imod nød og elendighed; det er jo ham, der vedbliver at leve i børnene og ligesom gjentager sig i dem. Men hvorledes kan han vel opfylde disse pligter imod børnene, naar han ikke tør efterlade dem som arv en besiddelse, der er frugtbringende? — Ligesom staten, saaledes er ogsaa familien et samfund i egentlig forstand, og der hersker i den en selvstændig myndighed, nemlig den faderlige. Indenfor de af dens nærmeste formaal bestemte grænser besidder følgelig familien i det mindste de samme rettigheder som staten, i henseende til valget og anvendelsen af de midler, som er uundgaaelig nødvendige til dens opretholdelse og berettigede frie bevægelse. Vi siger: i det mindste de samme rettigheder. Thi eftersom det huslige samliv, baade hvad ideen og sagen angaar, er af tidligere oprindelse end det borgerlige samfund, saa har dets rettigheder og dets pligter ogsaa fortrinet, fordi de staar naturen nærmere. Livet i statssamfundet maa gjøres til et ønskeligt gode baade for individet og for familien. Men naar nu individet og familien, efter at de er traadte ind i statssamfundet, fra dettes side kun finder skade istedenfor gavn, kun krænkelse af sine eiendommelige særrettigheder, istedenfor at se dem beskyttede, saa vilde statssamfundet snarere fremtræde som en gjenstand for uvilje og had, end som et ønskeligt gode.
Familiens hellighed.
[11.] Der ligger altsaa en stor og farlig vildfarelse skjult i at fordre af staten, at den skal trænge sig ind i familiens, i hjemmets indre. — Rigtignok er det i sin orden, naar en familie befinder sig i den yderste nød og i en saa fortvilet stilling, at den paa ingensomhelst maade kan hjælpe sig selv, at statens hjælp træder til; familierne er netop dele af staten. Ligeledes maa den offentlige myndighed skride ind, naar de gjensidige rettigheder i en betydelig grad krænkes indenfor de huslige mure; at sætte en skranke for overgreb og at gjenoprette ordenen, er aabenbart ikke det samme som at tilrive sig familiens og individernes rettigheder; staten befæster i dette tilfalde de enkeltes rettigheder, den kuldkaster dem ikke. Men her maa den ogsaa stanse, den tør ikke overskride de ovenfor nævnte grænser, ellers handler den imod den naturlige ret. Den faderlige myndighed er af naturen saaledes beskaffen, at den ikke kan kuldkastes, heller ikke kan staten bemægtige sig den; den har en ligesaa ærværdig oprindelse som menneskets eget liv. “Børnene er,” for at tale med den hl. Thomas, “paa en vis maade en del af faderen”; de er Iigesom en udfoldelse af hans person. De træder heller ikke, naar man vil tale i egentlig forstand, selvstændig eller som individer ind i statssamfundet, men formedelst familiesamfundet, i hvilket de har modtaget livet. Netop af denne grund. fordi børnene nemlig “af naturen er en del af faderen, staar de”, ifølge den hl. lærers ord, “under forældrenes om sorg, inden de opnaar brugen af den frie vilje”.[3] Det socialistiske system altsaa, som skyder forældrenes omsorg til side, forsynder sig imod den naturlige retfærdighed og sønderriver paa en voldsom maade familiens baand.
[12.] Men selv om man ser bort fra uretfærdigheden, saa kan man dog lige saa lidt negte, at dette system vilde hidføre forvirring i alle samfundets lag. En utaalelig indskrænkelse for alles vedkommende, en slavisk afhængighed af staten vilde blive følgen af et forsøg paa at anvende dette system. Porten vilde blive aabnet paa vidt gab for gjensidig misundelse, tvedragt og forfølgelse. Idet sporen til stræbsomhed og flid bortfaldt, vilde ogsaa kilderne til velstand udtørre. Af alles indbildte lighed vilde der ikke komme andet end den samme ynkelige tilstand af nedværdigelse for alle. Af alt dette fremgaar tydeligt og klart, hvor forkastelig den socialistiske grundlære er, ifølge hvilken staten skal inddrage al privateiendom og gjøre den til et offentligt gode. En saadan teori er kun til stor skade for de arbeidende klasser, til hvis nytte den siges at være opfunden; den staar i modstrid med ethvert menneskes naturlige rettigheder; den forvrænger statens opgave og gjør en rolig, fredelig udvikling af samfundslivet til en umulighed. Ved alle forsøg paa at ophjælpe den nuværende sociale nød maa det altsaa absolut fastholdes som grundsætning, at privateiendommen er ukrænkelig og hellig. Vi gaar nu over til fremsættelsen af det, hvori man bør søge den alle vegne attraaede hjælp imod den arbeidende stands mislige stilling.