[25.] Det er imidlertid ingen tvil om, at også alle menneskelige midler må settes i bevegelse til løsningen av det sosiale spørsmålet. Alle, som på noen som helst måte berøres av det, må arbeide med det, enhver etter sin stilling. Og det guddommelige forsyns virksomhet, som anvender de rikeligste midler til oppnåelsen av sine formål, tjener på en viss måte som mønster; for når utfallet på samme tid avhenger av mange årsaker, så ser vi, hvordan disse årsaker nettopp slutter seg sammen for å oppnå en virkning.
[26.] Det dreier seg altså først om, hvilken andel i løsningen av det sosiale spørsmålet som tilkommer statsmakten. Med statsmakten forstår vi her ikke den tilfeldige regjeringsform i de enkelte land, men statsmakten ifølge dens idé, som naturen og fornuften fordrer den, og som den fremtrer etter åpenbaringens grunnsetninger, som vi har utviklet i rundskrivet om den kristelige stat. Bistanden, som altså bør ventes fra statens side, består først i alminnelighet i alminnelige, lovlige forordninger og ordninger, som fremmer en gunstig utvikling av velstanden. Heri ligger en innsiktsfull regjerings oppgave, enhver vis statsstyrers sanne plikt. Men hva som i staten fremfor alt sikrer velstanden, er orden, disiplin og sedelighet, et velordnet familieliv, aktelse for religion og rett, moderate skatter og likelig fordeling av byrdene, forsiktighet på håndverkets, industriens og handelens område, jordbrukets fordelaktige tilstand og lignende. Jo mer aktpågivenhet man viser i håndteringen av disse brekkstengene, desto sikrere er statsmedlemmenes velferd stilt. Her åpner det seg altså en vid bane, på hvilken staten skal virke til gagn for alle klasser av befolkningen og særlig for arbeidernes kår; og går den fremover på denne bane, så kan man umulig beskylde den for å gjøre overgrep; for intet vedrører mer statens vesen, enn nettopp plikten til å fremme det felles gode; og jo virksommere og mer gjennomgripende den gjør det ved alminnelige foranstaltninger, desto mindre trenger man å søke etter andre midler til en forbedring av arbeiderforholdene.
[27.] Man må heller ikke glemme den viktige sannheten at staten er til for alle, i like stor grad for de laverestilte som for de høyerestilte. Arbeiderne er, sett fra naturrettens standpunkt, ikke mindre borgere enn de eiende, det vil si at de utgjør sanne deler av staten, og deltar i det samfunnslivet som oppstår av hele mengden av familier. De utgjør også, hvilket har stor betydning, i enhver by det klart største antall innbyggere. Når det altså er utilbørlig bare å sørge for en del av statens medlemmer og forsømme den andre del, så bør også staten ved offentlige forholdsregler verne om arbeiderne på en passende måte. Når dette ikke skjer, krenkes rettferdighetens krav, som befaler at man skal gi enhver sitt. Rett bemerker i dette henseende den hellige Thomas: «Slik som delen og helheten på en viss måte er det samme, så tilhører det som tilhører helheten, også på en viss måte delen.»[20]
Blant de mangfoldige og viktige plikter som en fyrste med omsorg for sitt folks vel må oppfylle, er altså denne en av de første: at han lar alle klasser blant sine undersåtter nyte godt av den samme beskyttelse, idet han strengt verner om den rettferdighet som er blitt kalt «fordelende» [distributiva].
Undersåttenes rettigheter og plikter
Selv om alle statens borgere uten forskjell skal ta del i arbeidet for statens vel, idet alle jo nyter godt av statssamfunnets fordeler, kan de likevel ikke alle delta i samme grad. Uansett hvordan styreformen måtte variere, vil det alltid finnes samfunnsklasser blant borgerne, uten hvilke man overhodet ikke kan tenke seg et samfunn. For eksempel vil en del alltid ha oppgaver knyttet til statens virksomhet, som lovgivning, rettsvesen, administrasjon og militære anliggender; disse vil naturlig innta en høyere rang blant statens borgere, fordi de umiddelbart og på en mer fremtredende måte arbeider for det felles gode. Dersom andre borgere, for eksempel håndverkerne, ikke bidrar i samme grad til det offentlige vel, yter også de åpenbart sin tjeneste for den offentlige velferd, om enn bare indirekte. Det felles gode består riktignok først og fremst i at rettskaffenhet og dyd blir ivaretatt, og det hører til den sosiale velferds begrep at den gjør menneskene bedre. Men også fremskaffingen av de jordiske midler, hvis eksistens og bruk er uunnværlig for utøvelsen av dyd,[21] faller inn under statens område. For at disse midlene kan fremskaffes, er de lavere arbeidende klassers virksomhet like nødvendig og virksom. Ja, det er faktisk arbeidet på marken, i verkstedet, i fabrikken, som bringer velstand til staten. Det er altså bare den strengeste rettferdighets krav at staten tar seg av arbeiderne slik at den sikrer dem en passende del av den gevinst som arbeidet fører med seg; arbeidet må gi arbeideren så mye til husly, klær og mat at han ikke trenger å leve et nedtynget liv. Når staten, slik som det er dens plikt, gjør alt mulig for å heve den arbeidende klasses stilling, skader den dermed ingen; men den gagner i høy grad hele samfunnet, som må ha en reell interesse for at en stand som yter så nødvendige tjenester i staten, ikke lever i elendighet og nød.
[28.] Borgeren og familien, som nevnt ovenfor, skal riktignok ikke gå opp i staten, og så langt det ikke strider mot det offentlige vel eller andres rettigheter, må de gis frihet i forhold til sine bevegelser. Imidlertid bør regjeringen iverksette virksomme og beskyttende tiltak til gagn for hele folket og for de enkelte samfunnsklasser; til gagn for hele folket fordi dets vel ifølge naturens orden ikke bare er den høyeste myndighets fremste lov, men også grunnen til og målet for denne myndighet; til gagn for de enkelte klasser fordi folket, ifølge fornuft og tro, ikke styres for de styrendes skyld, men for de styrtes skyld. Og ettersom all myndighet kommer fra Gud som en utstrømming av den allerhøyeste myndighet, bør all regjering også utføres etter det guddommelige styres mønster, som med samme faderlige kjærlighet leder både hele skapningen og de enkelte skapninger. Blir altså hele staten eller enkelte klasser i den truet av en ulempe som ikke på annen måte kan avhjelpes, er det statens sak å gripe inn.
[29.] Det er uten tvil både av offentlig og privat interesse at det råder fred og orden i staten, at hele familielivet er i overensstemmelse med de guddommelige bud og naturloven, at religionen holdes i akt og praktiseres, at sedelighet hersker både i det private og i det offentlige liv, at rett og rettferdighet håndheves og ikke krenkes uten straff, at ungdommen vokser opp sterk til gagn og om nødvendig til vern for samfunnet. Når derfor offentlige uroligheter truer på grunn av arbeidernes opprørske holdning eller arbeidsstans; når de naturlige familiebånd brytes i arbeiderkretser; når arbeidernes religion trues fordi de ikke får tilstrekkelig tid og anledning til å utføre sine gudstjenestelige plikter; når deres sedelighet står i fare på grunn av måten begge kjønn arbeider sammen på eller annen fristelse til synd; når arbeidsgiveren urettferdig overbelaster dem eller tvinger dem til å akseptere betingelser som krenker deres personlige verdighet og menneskerettigheter; når deres helse undergraves av overanstrengelse eller krav som ikke svarer til alder og kjønn – i alle disse tilfeller bør statens makt og myndighet gripe inn, men uten å overskride de rette grenser. Bare så langt det er nødvendig for å oppheve en ulempe eller fjerne en fare, ikke lenger, må statens tiltak gripe inn i borgernes forhold. Når det i det hele tatt skal tas hensyn til alle undersåtters rettigheter, og den offentlige myndighet skal sørge for at alle beholder sine rettigheter, og at enhver krenkelse av rettferdigheten avverges eller straffes, må staten, samtidig som den beskytter rett og rettferdighet til fordel for den enkelte, særlig strebe etter å ivareta de lavere, fattige klasser. De velstående er nemlig ikke i samme grad avhengige av offentlig beskyttelse; de har lettere tilgang til hjelp. Men de ubemidlede, uten egen grunn under føttene, er nesten fullstendig avhengige av statens vern. Derfor må arbeiderne, som for det meste hører til de ubemidlede, tas under statens særskilte beskyttelse.
[30.] Enkelte punkter må imidlertid særlig understrekes her. Først og fremst må den offentlige myndighet gjennom bestemte tiltak sikre rett og trygghet for privat eiendom. Bevegelsen blant dem hvor begjæret etter andres eiendom våkner, må holdes i tømme med kraft. Ingen klandrer anstrengelser som går ut på å forbedre sin egen situasjon uten at andre lider urett; men det er et angrep på rettferdigheten og det felles gode når man søker å tilegne seg andres eiendom under det fornuftsstridige påskudd at det må skje en fullstendig utjevning i samfunnet. Uten tvil foretrekker flertallet av arbeiderne å heve seg til en bedre stilling gjennom ærlig arbeid, uten at andre skades. Men mange er også urostiftere, spredere av falske ideer, som bruker alle midler for å forberede en omveltning og forlede folket til vold. Den offentlige myndighet må derfor gripe inn, sette en stopper for agitasjonen, beskytte det fredelige arbeidet mot forførelse og opphisselse, og sikre den rettmessige eiendom mot plyndring.
Streiker
[31.] Ikke sjelden tyr arbeiderne til felles arbeidsnedleggelse for å utøve press mot arbeidsgiverne når kravene deres virker for store, arbeidstiden for lang, eller lønnen for lav. Denne fremgangsmåten, som i vår tid stadig blir hyppigere og mer utbredt, oppfordrer den offentlige myndighet til å gripe inn til mottiltak; for streiker er ikke bare til skade for både arbeidsgiver og arbeidere, men påfører også handel og industri, ja hele den offentlige velferden, merkbar skade. Erfaring viser dessuten at de ofte fører til vold og uroligheter og forstyrrer dermed freden i staten. Mot alt dette bør man særlig anbefale som forebyggende tiltak å søke å komme problemet i forkjøpet ved hjelp av passende forskrifter og lover, og forhindre at det oppstår ved å fjerne de årsakene som pleier å føre til konflikt mellom arbeidsgivernes og arbeidernes krav.
Øvrighetens plikter overfor arbeiderne. Søndagshvilen. Arbeidstiden
[32.] Staten skylder arbeiderne sin beskyttelse på flere praktiske områder, først og fremst når det gjelder deres sjelelige velferd. Selv om det jordiske liv i sannhet er en gave, verdig all mulig omsorg, er det likevel ikke det høyeste og fastsatte mål. Det skal bare tjene som en vei, et middel for å oppnå sjelens liv. Dette sjelens liv er erkjennelse av sannheten og kjærlighet til det gode. Skaperens opphøyde bilde er preget i sjelen, og i den troner menneskets opphøyde verdighet, som gir ham kall til å herske over de lavere naturvesener og gjøre jorden og havet tjenlige. «Fyll jorden og legg den under dere! Dere skal råde over fiskene i havet og over fuglene under himmelen og over alle dyr som det kryr av på jorden.»[22] I denne sammenheng er alle mennesker likeverdige; når det gjelder menneskeverd er det ingen forskjell på rik og fattig, herre og tjener, fyrste og undersått, for: «Alle har samme Herre».[23] Ingen myndighet kan uten straff krenke menneskets verdighet, siden Gud selv ifølge Skriftens ord råder over ham «med stor aktelse»; ingen myndighet kan hindre ham i å følge den kristne plikt og dyd som skal føre til evig liv i himmelen. Mennesket har ikke engang fullmakt til å gi avkall på den nødvendige friheten og oppgi de rettigheter som naturen krever; for det gjelder ikke rettmessige krav avhengig av hans eget forgodtbefinnende, men uunngåelige, høyst hellige plikter mot Gud, som må overholdes strengt.
Dette er grunnlaget for den lovpålagte søndagshvilen. Søndagshvilen består ikke i at man hengir seg til lat og uvirksom nytelse. Enda mindre består den i frihet fra regel og orden, og den er ikke til for å tilfredsstille mange menneskers ønsker, nemlig for å oppmuntre til lettsindighet og overgivelse eller for å gi anledning til overflødige utgifter. Den består snarere i en hvile, helliget ved religionen, fra arbeidet. Den religiøst innviede hvilen fritar mennesket fra hverdagens gjøremål, fra arbeidets vante byrde, for å løfte tankene mot himmelen; Kirken innbyr ham til å gi Gud den rettmessige tilbedelsen ved å delta i offentlige gudstjenester. «Husk sabbatsdagen og hold den hellig»,[24] sa Gud i den gamle pakt da han, ved et særlig bud, foreskrev hviledagen, og hvilen har hatt en religiøs og hellig karakter siden dens opprinnelse ved Skaperen, som han gav oss som forbilde ved sin hemmelighetsfulle hvile etter menneskets skapelse: «Den sjuende dagen hvilte han fra hele det arbeidet han hadde gjort.»[25]
[33.] Når det gjelder beskyttelse av arbeiderstandens jordiske goder, må man først og fremst få slutt på den uverdige stillingen den er blitt plassert i på grunn av arbeidsgivernes egeninteresse og hardhjerthet, som på en grenseløs måte utnytter arbeiderne og ikke behandler dem som mennesker, men som ting. Rettferdighet og menneskelighet protesterer mot slike overdrevent harde arbeidskrav, som gjør at kroppen bukker under og ånden sløves. Akkurat som alt i mennesket har sine grenser, har også arbeidskapasiteten sine grenser, og man kan ikke overskride evnen sin. Arbeidskraften vokser riktignok ved øvelse og påkjenning, men bare når det til rette tid sørges for pause og hvile kan den oppfylle og yte det den skal. Når det gjelder den daglige arbeidstiden, må det derfor gjelde som en grunnregel at den ikke skal vare lenger enn arbeiderens krefter tillater. Men hvor lenge hvilen skal vare, avhenger av arbeidet selv, tid og sted, og de fysiske kreftene. Bergverks- og gruvearbeid krever åpenbart større anstrengelser og er mer skadelig for helsen enn annet arbeid; for disse må det derfor fastsettes kortere gjennomsnittlig arbeidstid. Årstidene bør det også skilles mellom; enkelte former for arbeid er knapt forsvarlige å utføre til visse tider av året, mens de til andre tider ikke volder vanskeligheter. Dessuten er en kvinne eller et barn ikke i stand til å yte det en voksen, sterk mann yter. Spesielt krever barnas arbeid menneskevennlig omsorg. Det bør ikke tillates at barn kommer på verksteder eller fabrikker før kroppen og ånden har nådd tilstrekkelig modenhet. Uforholdsmessige påkjenninger hindrer utviklingen av krefter hos den unge, og er barndommens blomstring en gang ødelagt, blir hele utviklingen hindret på den tristeste måte. Det må også tas i betraktning at flere arbeider er mindre egnet for det kvinnelige kjønn, som i det hele tatt er kalt til å drive med huslige sysler. Denne virksomheten beskytter kvinnens verdighet, legger til rette for god oppdragelse av barna og fremmer hjemmets lykke. Generelt bør man holde fast ved at arbeiderne skal sikres så mye hvile som trengs for å gjenopprette kreftene som er brukt i arbeidet; for avbrudd i arbeidet har nettopp til formål å gjenopprette krefter. I enhver kontrakt inngått mellom arbeidsgivere og arbeidere er den uttrykkelige eller underforståtte betingelsen at den dobbelte hvilen er sikret arbeidstageren. En kontrakt uten denne betingelse ville være moralsk uakseptabel, fordi ingen kan forlange og ingen kan samtykke til at pliktene overfor Gud og en selv blir oppgitt.
Arbeidskontrakter
[34.] Vi berører i tilknytning til dette et spørsmål som er av stor viktighet, og hvis riktige forståelse mye avhenger av, for at ingen av partene skal lide urett. Ettersom lønnsvilkårene blir godtatt av arbeidstageren, kunne det synes som om arbeidsgiverne, etter at lønnen er utbetalt, var fritatt for alle andre forpliktelser. Man kunne mene at det bare forelå urettferdighet når enten arbeidsgiveren holdt tilbake deler av arbeidslønnen, eller når arbeidstageren ikke utførte hele arbeidsytelsen, og at det bare i disse tilfellene var en rettferdig grunn for myndighetene til å gripe inn, for at enhver skulle få sitt.
Denne slutningen kan imidlertid ikke fullt ut bifalles; tankegangen her har et hull, idet et viktig moment som hører med, blir oversett. Vi mener følgende: Å arbeide vil si å anstrenge sine krefter til anskaffelse av livsopphold og til besørgelse av de jordiske nødvendigheter. «Med svette i ansiktet skal du spise ditt brød».[26] Arbeidet har derfor to egenskaper: det er personlig, så langt den utøvede kraft og anstrengelse er arbeidstagerens personlige eiendom, og det er nødvendig, fordi det skal gi livsopphold, og en streng naturlig plikt påbyr opprettholdelsen av tilværelsen. Når man nå betrakter arbeidet alene, så langt det er personlig, kan man ikke nekte at det overlates til arbeidstagerens eget forgodtbefinnende å godta enhver form for lønnsreduksjon; han utfører jo arbeidet etter en personlig beslutning og kan også nøye seg med lavere lønn eller helt gi avkall på den. Men saken blir annerledes når man tar arbeidets andre uatskillelige egenskap, nødvendigheten, med i betraktningen. Livsoppholdet er alles nødvendige plikt. Har enhver en naturlig rett til å skaffe seg livsopphold, er den trengende i denne henseende nødvendigvis henvist til sine egne henders arbeid. Selv om avtalen mellom arbeidstager og arbeidsgiver, særlig angående lønn, også er frivillig fra begge sider, består det likevel alltid et krav fra den naturlige rettferdighets side, nemlig at lønnen ikke kan være så lav at den ikke gir en nøysom, redelig arbeidstager det nødvendige til livets opphold. Dette viktige kravet er uavhengig av kontraktspartenes frie vilje. Sett at arbeidstageren, av ren nød eller for å unngå enda verre forhold, bøyer seg for de altfor harde betingelser som han likevel pålegges av arbeidsgiveren eller entreprenøren, så er dette det samme som å lide vold, og rettferdigheten protesterer mot en slik tvang.
Men for at den offentlige myndighet ikke skal blande seg på utilbørlig måte i slike spørsmål, som for eksempel gjelder den daglige arbeidstid for de forskjellige arbeidstagere, og angår beskyttende tiltak mot helsefare og ulykkestilfeller, særlig i fabrikker, er det med hensyn til de forskjellige tids- og stedsforhold absolutt tilrådelig å bringe disse spørsmålene frem i de utvalg som vi nedenfor vil omtale, eller å gå en annen vei for å få arbeidernes interesser representert, under myndighetenes medvirkning og ledelse, så snart det blir nødvendig.
Sparsommelighet. Fast bopel i hjemmet
[35.] Hvis arbeidstageren tjener en lønn som er tilstrekkelig til å ernære seg selv sammen med ektefelle og barn på en anstendig måte, tenker han også på fornuftig sparsommelighet, og vil, i takt med denne naturlige trang, sørge for at han kan legge noe til side og oppnå en liten formue. Skal man komme frem til en virksom løsning på det sosiale spørsmålet, må ikke bare den private eiendommen anses som en urørlig rett, men staten må også støtte denne retten i lovgivningen og bør i sine tiltak rette seg mot at så mange undersåtter som mulig streber etter å erverve seg en beskjeden eiendom. En slik tilstand ville medføre betydelige fordeler. Først og fremst vil dette gjelde en fordeling av de jordiske goder som bedre svarer til rettferdighetens krav. Det er en følge av de borgerlige forholdenes omdannelse i forrige århundre at befolkningen i byene opplever å være delt i to klasser, med en viss kløft mellom seg. På den ene siden kapitalens overvekt, som fullstendig behersker industrien og markedet, og som, fordi den er bæreren av alle foretak og nerven i all offentlig virksomhet, ikke bare beriker sin eier i pengehenseende, men også gir ham en innflytelsesrik rolle i statens anliggender. På den andre siden har vi denne store mengden som må mangle disse livets goder, og som er fylt av bitterhet og blir tilbøyelige til uro. Når det gis disse lavere stilte klassene utsikt til, gjennom flid og innsats, å oppnå en liten grunneiendom, må det til slutt finne sted en tilnærming mellom begge leire av statsborgere; motsetningene mellom den ytterste fattigdom og den oppsamlede rikdom vil gradvis forsvinne. Også jordbruket vil uten tvil vinne på dette. For med vissheten om at man arbeider på sin egen jordlapp, vil man uten tvil arbeide med større driftighet og oppofrelse; man tar vare på jorden i samme grad som man legger ned innsats i den; man får den kjær når man i den ser en lovende kilde til litt velstand for seg og sin familie. Det er altså åpenbart hvor mye landbruket og folkets allmenne velstand ville vinne på dette. Som en tredje fordel kan man nevne styrkelsen av kjærligheten til hjemmet, av kjærligheten til det stedet som har vært foreldrenes hjemlige ildsted, hvor man er blitt født og oppdratt. Mange utvandrere, som nå søker seg et annet hjem i fremmede land, ville uten tvil foretrekke å slå seg til ro hjemme, dersom hjemmet tilbød dem en tålelig eksistens i materiell forstand. Men de nevnte fordelene blir åpenbart ikke oppnådd når staten pålegger sine undersåtter så høye skatter at privateiendommen blir oppspist. Retten til privateiendom, som følger av naturen, kan staten ikke oppheve; den kan bare regulere bruken av eiendommen og bringe den i samsvar med de offentlige interesser. Det strider derfor mot rett og rettferdighet når staten tilegner seg, i form av skatter, en altfor stor del av undersåttenes formue.
Noter
[20] Summa theol. II-II, q. 40, a. 1, ad 2.
[21] De reg. Principium I, 15.
[22] 1 Mos 1,28.
[23] Rom 10,12.
[24] 2 Mos 20,8.
[25] 1 Mos 2,2.
[26] 1 Mos 3,19.
Originaltekst
Slik ble teksten trykket i St. Olafs Trykkeris utgivelse anno 1891. Teksten over er tilpasset norsk språknorm anno 2025.
De menneskelige hjælpemidlers medvirkning; statsmagten.
[25.]Der er imidlertid ingen tvil om, at ogsaa alle menneskelige midler maa sættes i bevægelse til løsningen af det sociale spørgsmaal. Alle, som paa nogensomhelst maade berøres af det, maa arbeide med, enhver efter sin stilling. Og det guddommelige forsyns virksomhed, som anvender de rigeligste midler til opnaaelsen af sine formaal, tjener paa en vis maade som mønster; thi naar udfaldet paa samme tid afhænger af mange aarsager, saa ser vi, hvorledes disse aarsager netop slutter sig sammen, for at opnaa en virkning.
[26.] Det dreier sig altsaa først om, hvilken andel i løsningen af det sociale spørgsmaal der tilfalder statsmagten. Ved statsmagten forstaar Vi her ikke den tilfældige regjeringsform i de enkelte lande, men statsmagten ifølge dens idé, som naturen og fornuften fordrer den, og som den fremtræder efter aabenbaringens grundsretninger, som Vi har udviklet i rundskrivelsen om den kristelige stat. Bistanden, som altsaa bør ventes fra statens side, bestaar først i almindelighed i almindelige, lovlige forordninger og indretninger, som fremmer en gavnlig udvikling af velstanden. Heri ligger en insigtsfuld regjerings opgave, enhver vis statsstyrelses sande pligt. Men hvad der i staten fremfor alt sikrer velstanden, er orden, tugt og sedelighed, et velordnet familieliv, agtelse for religion og ret, moderate skatter og ligelig fordeling af byrderne, vindskibelighed paa haandverkets, industriens og handelens omraade, agerdyrkningens fordelagtige tilstand og lignende. Jo mere agtpaagivenhed man legger for dagen i manøvreringen med disse løftestrenger, desto sikrere er statsmedlemmernes velfærd stillet.
Her aabner der sig altsaa en vid bane, paa hvilken staten skal virke til gavn for alle klasser af befolkningen og navnlig for arbeidernes kaar; og gaar den fremad paa denne bane, saa kan man umulig beskylde den for at gjøre overgreb; thi intet vedrører mere statens væsen, end netop pligten, at fremme det almene vel; og jo virksommere og mere gjennemgribende den gjør det ved almindelige foranstaltninger, desto mindre behøver man at søge efter andre midler til en forbedring af arbeiderforholdene.
[27.] Tillige maa man ikke glemme den vigtige sandhed, at staten er til for alle, i lige maade for de laverestillede som for de høierestillede. Arbeiderne er, betragtede fra naturrettens standpunkt, ikke mindre borgere, end de besiddende, d. v. s. de udgjør sande dele af staten, som tager del i statssamfundets, af familiernes hele mængde fremkaldte liv, og de udgjør tillige, hvilket har stor betydning, i enhver by det langt overveiende antal indvaanere. Naar det altsaa er utilladeligt, kun at drage omsorg for en del af statens medlemmer og at forsømme den anden del, saa bør ogsaa staten ved offentlige forholdsregler paa en passende maade verne om arbeiderne. Naar dette ikke sker, saa krænkes den retfærdighedens fordring, som befaler, at man skal give enhver sit. Rigtig bemerker i denne henseende den hl. Thomas: “Ligesom delen og det hele paa en vis maade er det samme, saaledes tilhører det, som tilhører det hele, ogsaa paa en vis maade delen.”[20]
Blandt de mangfoldige og vigtige pligter, som en fyrste, der er omhyggelig for sit folks vel, maa opfylde, er altsaa denne en af de første, at han lader alle klasser iblandt sine undersaatter vederfares den samme beskyttelse, idet ban strengt verner om den retfærdighed, som er bleven kaldet den ‘fordelende’.
Undersaatternes rettigheder og pligter.
Omendskjønt alle statens borgere uden forskjel skal tage del i arbeidet for statens vel, idet alle jo nyder statssamfundets fordele, saa kan de dog ikke alle deltage deri i samme grad. Hvorledes regjeringsformen end maatte veksle, saa vil der blandt borgerne dog stedse findes standsforskjel, uden hvilken man overhovedet ikke kan tænke sig et samfund. Saaledes vil f. eks. en del stedse have at beskjæftige sig med selve statens opgaver, med lovgivningen, med rettergangen, med administrationen og de militære anliggender; disse vil af sig selv indtage en høiere rang iblandt statens borgere, fordi de umiddelbart og paa en mere fremragende maade arbeider paa det almene vel. Bidrager de øvrige borgere. f. eks. haandverkerne, ikke i denne grad til det offentlige vel, saa yder dog ogsaa de aabenbart den offentlige velfærd sin tjeneste, om end kun middelbart. Rigtignok bestaar det almene vel først og fremst i, at retskaffenhed og dyd bliver pleiet, og det hører til den sociale velfærds begreb, at den gjør menneskene bedre. Men ogsaa anskaffelsen af de jordiske midler, hvis eksistens og afbenyttelse er uundværlig til udøvelsen af dyden,[21] falder ogsaa ind under statens omraade. Forat nu disse midler kan blive tilveiebragte, er de lavere arbeidende klassers virksomhed ligesaa virksom som uundværlig. Ja, det er egentlig arbeidet paa marken, i verkstedet, i fabriken, som hidfører velstand i staten. Det er altsaa kun den strengeste billigheds fordring, at staten tager sig af arbeiderne paa den maade, at den tilsikrer dem en passende andel i gevinsten, som arbeidet fører med sig; arbeidet maa yde arbeideren saa meget til bolig, klæder og spise, at han ikke behøver at føre en trykkende tilværelse. Naar staten da, saaledes som det er dens pligt, gjør alt muligt, for at hæve den arbeidende stands stilling, saa skader den dermed ingensomhelst; men den gavner i høi grad hele samfundet, som maa nære vitterlig interesse for, at en stand, der yder saa nødvendige tjenester i staten, ikke frister tilværelsen i elendighed og nød.
[28.] Rigtignok skal borgeren og familien, som ovenfor omtalt, ikke gaa op i staten, og, for saa vidt som det ikke strider mod det offentlige vel eller andres rettigheder, maa der tilstaaes dem frihed i henseende til deres bevægelse. Imidlertid bør der fra regjeringens side tages virksomme, beskyttende forholdsregler til gavn for hele folket og for de enkelte stænder; til gavn for hele folket, fordi dettes vel ifølge naturens ordning ikke blot er den høieste myndigheds fornemste lov, men ogsaa grunden til og formaalet for denne myndighed; til gavn for de enkelte strender, fordi folket, hvad fornuften og troen lærer os, ikke bliver regjeret for de styrendes, men for de styredes skyld. Og eftersom al autoritet hidrører fra Gud. som et udflod af den allerhøieste autoritet, saa bør ogsaa al regjering fores efter den guddommelige styrelses mønster, som med samme faderlige kjærlighed leder baade skabningernes hele mængde og de enkelte skabninger. Bliver altsaa hele staten eller enkelte strender i den truede af en eller anden ulempe, som ikke paa anden maade kan afhjælpes, saa er det statens sag at skride ind.
[29.] Det er uden tvil baade af offentlig og privat interesse, at der hersker fred og orden i staten, at hele familielivet staar i overensstemmelse med de guddommelige bud og naturloven, at religionen holdes i ære og udøves, at der hersker sedelig renhed baade i det private og i det offentlige liv, at ret og retfærdighed haandhæves og ikke ustraffet krænkes, at ungdommen kraftig opvokser til gavn, og om det er nødvendigt, til vern for samfundet. Naar derfor offentlige uroligheder bebuder sit komme i anledning af arbeidernes oprørske holdning eller arbeidsstansninger; naar de naturlige familiebaand bliver ødelagte i arbeiderkredsene; naar arbeidernes religion er truet, fordi der ikke forundes dem den fornødne tid og leilighed til at opfylde sine gudstienestlige pligter; naar deres sedelighed er udsat for fare ved den maade, paa hvilken begge kjøn anvendes i fællesskab til arbeidets udførelse eller ved anden fristelse til synd; naar arbeidsgiveren overlæsser dem paa uretfærdig maade eller tvinger dem til at tage imod betingelser, som strider imod deres personlige værdighed og de menneskelige rettigheder; naar deres sundhed undergraves ved overdreven anstrengelse eller paa grund af fordringer, der ikke svarer til deres alder og kjøn — i alle disse tilfælde bør statens magt og myndighed gjøre sig gjældende, dog uden at overskride de rette skranker. Kun forsaavidt det er nødvendigt til ophevelsen af en ulempe eller for at bortfjerne en fare, men ikke videre, tør statens forholdsregler gribe ind i borgernes forhold. Naar der overhovedet skal tages omhyggeligt hensyn til alle undersaatternes rettigheder, og den offentlige myndighed har at vaage over, at enhver beholder sit, og at enhver krænkelse af retfærdigheden hindres eller straffes, saa maa staten, idet den beskytter ret og retfærdighed til gunst for den private, dog navnlig bestræbe sig for at drage særegen omsorg for de laverestillede, uformuende klasser. De velhavende er nemlig ikke i den grad henviste til den offentlige beskyttelse, de har hurtigere hjælp ved haanden; derimod er de ubemidlede, uden egen grund under sine fødder, næsten fuldstændig afhængige af statens protektion. Derfor maa arbeiderne, som jo for det meste hører til de ubemidlede, tages under statens særegne beskyttelse.
[30.] Der maa imidlertid her endnu særlig betones enkelte momenter. — Først og fremst maa den offentlige autoritet ved bestemte forholdsregler yde en borgen for ret og skjel og for privateiendommens sikkerhed. Bevægelsen i mængden, hos hvem begjærligheden efter fremmed gods vaagner, maa tøiles med kraft. Ingen dadler bestræbelser, som gaar ud paa at forbedre sin egen stilling uden at andre paa uretfærdig maade lider skade; men det er et angreb paa retfærdigheden og det almene vel, naar man gaar ud paa at tilegne sig frem med eiendom, og det under det taabelige paaskud, at der maa finde en ligelig udjevning sted i samfundet. Uden tvil foretrækker størstedelen af arbeiderne, at svinge sig op til en bedre stilling ved et ærligt arbeide og uden at næsten lider skade. Men talrige er ogsaa urostifterne, udbrederne af falske ideer, som benytter ethvert middel, forat forberede en omvæltning og forlede folket til voldsomheder. Den offentlige myndighed maa altsaa træde til, sætte en stopper for agitationen, beskytte det fredelige arbeide for forførelse og ophidselse, sikre den retmæssige eiendom mod rov.
Streiker.
[31.] Ikke sjeldent griber arbeiderne til fælles arbeidsnedlæggelse, for at udøve tvang mod arbeidsherrerne, naar disses fordringer synes dem for store, eller arbeidstiden for lang, eller lønnen for ringe. Denne fremgangsmaade, som i vore dage stadig bliver hyppigere og griber mere og mere om sig, opfordrer den offentlige myndighed til at gribe til modverge; thi streikerne er ikke blot til skade baade for arbeidsgiveren og arbeiderne i almindelighed, men de tilføier ogsaa handel og industri, overhovedet hele den offentlige velstand, følelig skade. Erfaringen lærer desuden, at de giver anledning til voldsomheder og uroligheder og forstyrrer saaledes freden i staten. Overfor alt dette maa man navnlig anbefale som modverge, at man ved hjælp af passende forordninger og love søger at komme ondet i forkjøbet og hindrer at det opstaar, ved at fjerne de aarsager, som pleier at hidføre konflikten mellem arbeidsgivernes og arbeidernes fordringer.
Øvrighedens pligter overfor arbeiderne. Søndagshvilen. Arbeidstiden.
[32.] Staten skylder i flere praktiske retninger arbeiderne sin beskyttelse, og det først og fremst i henseende til deres aandelige goder. Lad ogsaa det jordiske liv i sandhed være et gode, som vel er værdigt til, at man drager al mulig omsorg for det, saa er det dog ingenlunde det høieste og fastsatte endernaal. Det skal kun tjene som en vei, som et middel til opnaaelsen af sjælens liv. Dette sjælens liv er sandhedens erkjendelse og kjærligheden til det gode. Skaberens ophøiede billede er paatrykt sjælen, og i den troner hin menneskets ophøiede værdighed, i kraft af hvilken han er kaldet til at herske over de lavere naturvæsener og til at gjøre sig jorden og havet tjenstpligtig. “Opfyld jorden og gjør eder den underdanig og regjer over havets fiske og over himlens fugle og over hvert dyr, som kryber paa jorden.”[22] I denne henseende er alle mennesker ligestillede; der er i henseende til menneskeværdighed ingen forskjel paa rig og fattig, herre og tjener, fyrste og undersaat, “thi den samme er alles herre”.[23] Ingen myndighed tør ustraffet forgribe sig paa menneskets værdighed, eftersom Gud selv, ifølge den hl. skifts ord, raader over ham “med stor agtelse”; ingen myndighed tør holde ham tilbage paa den kristelige pligts og dyds vei, som skal føre ham til det evige liv i himlen. Ja, mennesket har ikke engang selv fuldmagt til at give afkald paa den hertil nødvendige frihed og at opgive de rettigheder, som hans natur fordrer; thi det dreier sig ikke om berettigede krav, som er afhængige af hans eget forgodtbefindende, men om uundgaaelige, overmaade hellige pligter mod Gud, som strengt maa overholdes.
Hermed er betegnet grundlaget for den pligtmæssige søndagshvile. Søndagshvilen bestaar ikke i, at man hengiver sig til en lad uvirksomheds nydelse. Endnu mindre bestaar den i frihed for regel og orden, og den er ikke til for at tilfredsstille manges ønsker. nemlig for at begunstige letsindighed og overgivenhed eller for at give leilighed til overflødige udgifter. Den bestaar meget mere i en ved religionen helliget hvile fra arbeidet. Den religiøst indviede hvile fritager mennesket fra det daglige livs sysler, fra det sedvanlige arbeides byrde, forat opløfte hans tanker mod himlen; kirken indbyder ham til at føle sig som den Allerhøiestes søn og til i bevidstheden om den ærefuldeste blandt hans pligter at tage del i den offentlige gudstjeneste. “Kom sabbaten ihu, at du helligholder den”,[24] saaledes talte Gud i den gamle pagt, da. Han blandt strenge bud foreskrev hviledagen, og en religiøs, hellig karakter besad hvilen siden dens oprindelige indførelse ved Skaberen, som ved sin hemmelighedsfulde hvile efter menneskets skabelse selv gav os mønster paa den: “Han hvilede paa den syvende dag af al sin gjerning, som han havde gjort”.[25]
[33.] Hvad dernæst beskyttelsen af arbeiderstandens jordiske goder angaar, saa maa der fremfor alt gjøres en ende paa den uværdige stilling, i hvilken den er bleven hensat paa grund af arbeidsgivernes egennytte og haardhjertethed, som paa en grænseløs maade udbytter arbeiderne og ikke behandler dem som mennesker, men som ting. Retfærdighed og menneskelighed protesterer imod saa ublue arbeidsfordringer, at legemet bukker under og aanden sløves. Ligesom alt i mennesket har sine grænser, saaledes har ogsaa leveringsdygtigheden i henseende til arbeidet sin grænse, og man kan ikke overskride grænsen for sine evner. Rigtignok vokser arbeidskraften ved øvelse og anspændelse, men kun naar der til rette tid sørges for afbrydelse og hvile, kan den opfylde og yde, hvad den skal. I henseende til den daglige arbeidstid maa det altsaa gjælde som en grundsretning, at den ikke tør vare længere, end arbeidernes kræfter tillader det. Men, hvor længe hvilen skal vare, det retter sig efter selve arbeidet, efter tid og sted, efter de legemlige kræfter. Bjergverks- og grubearbeider fordrer aabenbart større anstrengelser og er skadeligere for sundheden end andre; for deres vedkommende maa der altsaa fastsættes en kortere gjennemsnitlig varighed. Visse arbeider er ligeledes paa en tid af aaret, alt efter de forskjellige egne, neppe udfarlige i løbet af kort tid: medens de til andre tider ikke bereder vanskeligheder. Endelig er en kvinde eller et barn ikke istand til at yde det, som en voksen, kraftig mand yder. Navnlig fordrer børnenes arbeide den menneskevenligste omsorg. Det burde ikke tillades, at børn kommer paa verksteder eller i fabriker, førend deres legeme og aand har opnaaet den tilbørlige modenhed. Ved ubetimelig anspændelse hindres kræfterne i at udvikle sig hos det unge væsen, og er barndommens blomstring engang ødelagt, saa er hele udviklingen forpurret paa den bedrøveligste maade. Ligeledes maa man vel give agt paa, at flere arbeider er mindre egnede for det kvindelige kjøn, som overhovedet egentlig er kaldet til at beskjæftige sig med de huslige sysler. Denne beskjæftigelse verner om kvindens værdighed, letteliggjør børnenes gode opdragelse og fremmer den huslige lykke. I almindelighed maa man holde fast ved, at der bør sikres arbeiderne saa mægen hvile, som udfordres til at gjenoprette de kræfter, der er blevne anvendte paa deres arbeide; thi afbrydelsen af arbeidet har netop gjenoprettelsen af kræfterne til formaal. I enhver kontrakt, som indgaaes mellem arbeidsgivere og arbeidere, er udtrykkelig eller stiltiende den betingelse indeholdt, at den ovennævnte dobbelte hvile er sikret arbeideren. En kontrakt uden denne betingelse vilde være moralsk utilladelig, fordi ingen kan fordre og ingen kan samtykke i, at pligterne mod Gud og mod sig selv bliver prisgivne.
Arbeidskontrakter.
[34.] Vi berører i tilslutning hertil et spørgsmaal, som er af stor vigtighed, og af hvis rigtige forstaaelse meget afhænger, forat man ikke skal feile paa den ene eller anden side. Eftersom lønningsvilkaarene bliver antagne af arbeideren, saa kunde det synes, som om arbeidsgiverne, efter at lønnens udbetaling har fundet sted, var fritagne for al anden forpligtelse. Man kunde mene, at der kun i det tilfælde forelaa en uretfærdighed, naar enten arbeidsgiveren tilbageholdt en del af arbeidslønnen, eller naar arbeideren ikke forrettede den fuldstændige arbeidsydelse, og at der alene i dette tilfælde var en retfærdig grund tilstede for statsmyndigheden til at lægge sig imellem, forat nemlig enhver kunde faa sit.
Denne følgeslutning kan imidlertid ikke finde fuldstændigt bifald; tankegangen fremviser her et hul, idet et væsentligt moment, som hører herhen, forbigaaes. Vi mener følgende: At arbeide vil sige: at anstrenge sine kræfter til anskaffelsen af livsunderholdet og til besørgelsen af de jordiske fornødenheder. “I dit ansigts sved skal du æde dit brød”.[26]
Arbeidet har derfor to egenskaber: det er personligt, for saa vidt den udfoldede kraft og anstrengelse er den arbeidendes personlige eie, og det er nødvendigt, fordi det skal indbringe livsunderholdet, og en streng naturlig pligt paabyder opholdelsen af tilværelsen. Naar man nu betragter arbeidet alene, forsaavidt det er personligt, kan man ikke negte, at det er overladt til den arbeidendes forgodtbefindende, at samtykke i enhver formindskelse af lønnen; han yder jo netop arbeidet ifølge en personlig beslutning og kan ogsaa lade sig nøie med en ringere løn eller fuldstændig give afkald paa den. Men anderledes viser sagen sig, naar man tager arbeidets anden uadskillelige egenskab, nødvendigheden, med i betragtning. Livets opholdelse er enhvers nødvendigste pligt. Har enhver en naturlig ret til at finde sit livsunderhold, saa er atter den trængende i denne henseende nødvendigvis henvist til sine hænders gjerning. Selv om overenskomsten mellem arbeider og arbeidsgiver, navnlig i henseende til lønnen, ogsaa er frivillig fra begge sider, saa vedbliver der dog stedse at bestaa en fordring fra den naturlige retfærdigheds side, nemlig den, at lønnen ikke er saa lav, at den end ikke yder en nøisom, retskaffen arbeider det nødvendige til livets underhold. Denne vægtige fordring er uafhængig af kontrahenternes frie vilje. Sæt, at arbeideren, af den rene nød eller for at undgaa endnu værre forhold, bøier sig for de altfor haarde betingelser, som nu engang bliver ham paalagte af arbeidsherren eller entreprenøren, saa er dette det samme som at lide vold, og retfærdigheden protesterer imod en saadan tvang. — Men for at den offentlige myndighed nu ikke skal blande sig paa utilbørlig maade i saadanne spørgsmaal, som f. eks. vedrører den daglige arbeidstid for de forskjellige arbeider, og angaar beskyttende forholdsregler imod sundhedsfare og ulykkestilfælde navnlig i fabriker, saa er det i betragtning af de forskjellige tids- og stedsforhold ubetinget raadeligt, at bringe hine spørgsmaal frem i de udvalg, som Vi nedenfor vil omtale, eller at slaa ind paa en anden vei, forat faa arbeidernes interesser repræsenterede, under myndighedernes medvirkning og ledelse, eftersom det gjøres fornødent.
Sparsommelighed. Fast bopæl i hjemmet.
[35.] Erhverver arbeideren sig en løn, som er tilstrækkelig til paa en anstændig maade at ernære sig selv tillige med hustru og børn, tænker han tillige paa fornuftig sparsommelighed, saa vil han ogsaa, idet han følger den naturlige trang, bringe det saavidt, at han kan lægge en smule tilside og opnaa en liden formue. Skal man naa til en virksom løsning af det sociale spørgsmaal, saa maa ikke alene den private eiendom ansees for en urørlig ret, men staten maa ogsaa begunstige denne ret i lovgivningen og bør i sine forholdsregler sigte til, at saa mange undersaatter som muligt tragter efter at erhverve sig en beskeden eiendom. En saadan tilstand vilde være ledsaget af betydelige fordele. Hertil henhører først en fordeling af de jordiske goder, som svarer bedre til billighedens fordringer. Det er en følge af de borgerlige forholds omdannelse i det forrige aarhundrede, at befolkningen i byerne ser sig skilt i to klasser, med en vis kløft imellem sig. Paa den ene side kapitalens overvegt, som fuldstændig behersker industrien og markedet, og som, fordi den er bæreren af alle foretagender nerven i al offentlig virksomhed: ikke blot beriger stadig i pekuniær henseende sin eier, men ogsaa kalder ham til en indflydelsesrig deltagelse i statens anliggender. Paa den anden side denne store mængde, som maa savne dette livs goder og er opfyldt af forbitrelse og hælder til uroligheder. Naar der nu gaves disse lavere stillede klasser udsigt til, ved flid og anstrængelse at naa til en liden grundeiendom, saa maatte der tilsidst finde en tilnærmelse sted mellem begge statsborgernes leire, modsætningerne i henseende til den yderste fattigdom og den ophobede rigdom vilde mere og mere forsvinde. Ogsaa agerdyrkningen vilde uden tvil vinde derved. Thi ved bevidstheden om, at man arbeider paa sit eget jordlod, vilde man uden tvil arbeide med større driftighed og opofrelse; man skatter jorden i samme grad, som man ofrer den møie; man faar den kjær, naar man i den ser en lovende kilde til en liden velstand til sig og familie. Det er altsaa indlysende, hvormeget landbruget, hvormeget folkets almene velstand vilde vinde derved. Som en tredje fordel kan man nævne styrkelsen af kjærligheden til hjemmet, af kjærligheden til det sted, som har været forældrenes hjemlige arne, hvor man er bleven født og opdragen. Mange udvandrere, som nu søger sig et andet hjem i fremmede lande, vilde uden tvil foretrække at fæste varigt bo hjemme, saafremt hjemmet tilbød dem en taalelig eksistens i materiel henseende. Men de ovennævnte fordele bliver aabenbart ikke opnaaede, naar staten paalægger sine undersaatter saa høie skatter, at privateiendommen bliver fortæret derved. Retten til privateiendom, som hidrører fra naturen, kan staten ikke ophæve; den kan kun ordne afbenyttelsen af eiendommen og bringe den i samklang med de offentlige interesser. Det strider derfor imod ret og billighed, naar staten tilegner sig i form af skatter en altfor stor del af undersaatternes formue.