[13.] Med fast tillit gir Vi Oss i kast med denne oppgaven, med bevisstheten om at ordet tilkommer Oss. For uten at religionen og Kirken tas med som hjelp, finner man ikke ut av forvirringen; men siden omsorgen for religionen og ledelsen av de kirkelige krefter og midler først og fremst er lagt i Våre hender, kunne taushet synes å være en krenkelse av Vår plikt. Riktignok er også andre faktorers virksomhet og innsats uunnværlig i dette viktige spørsmålet; Vi mener fyrstene og regjeringene, den eiendomsbesittende klasse og arbeidsgiverne, og endelig arbeiderne selv, hvis sak det gjelder. Men Vi sier med ettertrykk: Lar man ikke Kirken komme til sin rett, vil alle menneskelige anstrengelser være forgjeves; for det er Kirken som ut fra evangeliet forkynner en skattekiste av lærdom, under hvis kraftige innflytelse striden må legges til ro eller i det minste miste sin skarphet og anta mildere former; det er Kirken som ikke bare gir åndelig belæring, men også med makt virker for å ordne det moralske liv hos hver enkelt i samsvar med kristelige forskrifter; Kirken arbeider uavbrutt med, ved hjelp av nyttige institusjoner, å heve de lavere klassers sosiale stilling; den er til slutt besjelet av ønsket om at alle de forskjellige stenders krefter og anstrengelser må slutte seg sammen for å fremme arbeidernes sanne interesser, og den anser statsmaktens inngripen gjennom lovgivning, innenfor nødvendige grenser, som uunnværlig for at målet skal kunne nås.
Sosialistiske drømmer
[14.] Man må altså først og fremst gå ut fra den en gang gitte uforanderlige samfunnsordning, ifølge hvilken det er en ubetinget umulighet å utjevne forskjellen mellom høye og lave, fattige og rike i det borgerlige samfunnet. Sosialistene kan forsøke å virkeliggjøre slike drømmer, men forgjeves kjemper man mot naturens orden. Til enhver tid vil menneskeslekten være påført de største og mest dyptgående ulikheter. Ulike er anlegg, flid, helse og krefter, og uadskillelig fra dette er ulikheten når det gjelder livsstilling og eiendom. Men denne tilstanden gagner den enkelte og hele samfunnet. Det sosiale livet krever nemlig forskjellige krefter og en viss mangfoldighet når det gjelder innsats; og til disse forskjellige innsatsene blir menneskene i hovedsak oppmuntret av denne ulikheten når det gjelder livsstilling. Når det gjelder det fysiske arbeidet, ville mennesket i uskyldens tilstand riktignok ikke ha vært uvirksomt. Arbeidet, som han den gang frivillig ville ha lengtet etter som en glede, ble etter syndefallet pålagt ham som en nødvendig botsøvelse, hvis byrde han må kjenne på. For «jorden er forbannet for din skyld. Med strev skal du nære deg av den alle dine levedager».[4]
På samme måte vil også de øvrige vanskeligheter stadig være til stede på denne jord, fordi syndens følger vandrer side om side med mennesket som en bitter ledsager inntil hans død. Å lide og tåle er nå en gang vår slekts skjebne, og hvor mye man enn forsøker å forbedre tilværelsen, vil samfunnet likevel aldri bli fritatt for store plager. De som påstår at de kunne bringe det så langt, og som lover det stakkars folk et liv uten nød og bare fullt av ro og nytelse, skuffer i sannhet menneskene ved et bedrag som bare vil føre til enda større onder enn hva samfunnet nå lider under. Det eneste riktige er å ta tingene som de er i virkeligheten, og søke lindring et annet sted.
Den eiende og den arbeidende klasse. Arbeidets vurdering
[15.] Det er deretter en grunnleggende feil i behandlingen av det sosiale spørsmål, at man fremstiller det gjensidige forholdet mellom den eiendomsbesittende og den uformuende, arbeidende klasse på en måte som om det fra naturens side hersker en uforsonlig motsetning mellom dem, som kaller dem til kamp. Tvert imot er det motsatte sant. Naturen har i mye større grad ordnet alt til enighet og gjensidig harmoni; og akkurat som det i det menneskelige legeme, til tross for lemmenes ulikhet, er samklang og likevekt i det gjensidige forholdet, slik har også naturen villet at begge disse klassene i samfunnets legeme skal stå i et enhetlig forhold til hverandre og skape en viss likevekt. Den ene klassen er ubetinget avhengig av den andre. Kapitalen er henvist til arbeidet, og arbeidet til kapitalen. Enhet er overalt den uunnværlige betingelsen for skjønnhet og orden; en kontinuerlig kamp frembringer derimot forfall og forvirring. Men til kampens opphevelse og til og med til utslettelse av dens årsaker, har kristendommen underfulle og mangfoldige krefter.
[16.] Kirken har, som religionens representant og vokter, særlig i de religiøse sannheter og lover et mektig middel til å forsone de rike og fattige og til å bringe dem nærmere hverandre; dens læresetninger og bud leder begge klasser til å oppfylle sine gjensidige plikter og særlig til å følge rettferdighetens forskrifter. Blant disse pliktene innprenter den de arbeidende lag følgende: å utføre fullt og trofast den arbeidsytelse som de frivillig og gjennom en rettferdig kontrakt har forpliktet seg til; ikke å påføre arbeidsgiveren skade verken på hans eiendom eller hans person; å avstå fra voldeligheter når de vil verne om sine rettigheter, og under ingen omstendigheter skape opprør; ikke å opprettholde forbindelser med slette mennesker som lover dem bedragerske forhåpninger og bare etterlater seg bitter skuffelse og ruin.
Pliktene som den til gjengjeld innprenter de eiendomsbesittende og arbeidsgiverne, er følgende: arbeiderne må ikke anses og behandles som slaver; deres personlige verdighet, som blir hevet gjennom deres verdighet som kristne, må alltid holdes hellig; håndverk og arbeid nedverdiger ikke, tvert imot må enhver som tenker fornuftig og kristelig, regne det som ærefullt at de selvstendig, under møye og anstrengelser, forsørger livet; vanærende og uverdig er det derimot å utnytte mennesker kun til egen vinning og å vurdere dem bare etter hvor mye arbeidskraft de kan yte. Kirken tilrår dessuten arbeidsgiverne: vis også behørig hensyn til arbeidernes åndelige vel og religiøse behov; dere er pliktige til å gi dem tid til deres gudstjenesteliv; dere må ikke utsette dem for forførelse og moralske farer under arbeidet; dere må ikke tillate at sansen for huslighet og sparsommelighet blir kvalt hos dem; det er urettferdig å belaste dem med mer arbeid enn deres krefter tåler, eller å kreve innsats som ikke svarer til deres alder og kjønn.
[17.] Men fremfor alt formaner Kirken arbeidsgiverne til alltid å ha for øye denne grunnsetningen: «Enhver sitt.» Denne grunnsetningen bør også upartisk anvendes på lønnens størrelse, uten at de forskjellige faktorer, som det også må tas hensyn til, overses. Generelt bør det når det gjelder lønn legges merke til at det strider mot både guddommelig og menneskelig lov å undertrykke og utnytte nødlidende til egen fordel. Å nekte arbeideren den lønnen han har krav på, er en himmelropende synd. «Den roper høyt», sier Den Hellige Ånd, «den lønnen som dere holdt tilbake fra arbeiderne, og nødropet fra dem som høster inn, har nådd fram til Herren Sebaots øre.»[5] De eiendomsbesittende må under ingen omstendigheter påføre arbeiderne skade i forhold til deres sparepenger, verken ved vold, svindel eller renter; og dette i enda større grad siden deres stand er mindre beskyttet mot urettferdighet og forfordeling, og deres eiendom, fordi den er liten, nettopp derfor fortjener større aktelse.
Henvisning til det hinsidige. Fattig og rik
[18.] Hvem tør vel nekte for at bare det å overholde disse forskriftene ville være i stand til å fjerne dagens splittelse sammen med dens årsaker? Men Kirken, som følger i fotsporene til sin guddommelige lærer og leder, Jesus Kristus, har et enda høyere mål; den streber etter, ved hjelp av forskrifter av enda større moralsk fullkommenhet, å bringe den ene part så nær som mulig den andre, og opprette et vennskapelig forhold mellom begge.
Bare når vi bruker det kommende udødelige liv som målestokk, kan vi bedømme dette livet på en uhildet og rettferdig måte. Hvis det ikke fantes noe annet liv, ville nettopp begrepet om moralsk plikt forsvinne, og det jordiske livet ville bli en mørk gåte som ingen forstand kunne løse. Allerede fornuften selv lærer oss dette, men også troen forsikrer det, ved å sette læren om at det sanne livet først begynner etter avslutningen av det jordiske liv som grunnlaget for all religion. For Gud har ikke skapt oss for forgjengelige og tomme goder her i tiden, men for de evige godene i himmelen, og han har ikke gitt oss jorden som vårt egentlige hjem, men som et fremmed land. Når det gjelder evig salighet, spiller det ingen rolle om mennesket har overflod eller lider mangel på rikdom og andre goder; det som virkelig betyr noe er hvordan han bruker disse tingene. Jesus Kristus har gjennom sin «evige forløsning» ikke fjernet lidelsene og korsene som dekker vår vei her i livet, men han har forvandlet dem til en drivkraft for vår dyd, til gjenstand for fortjeneste, og ingen blir delaktig i den evige krone uten å vandre Herrens smertefulle korsvei. «Holder vi ut, skal vi også herske med ham.»[6] Men ved sin frivillige møye og pine har Frelseren på en underfull måte lindret all vår møye og pine. Ikke bare ved sitt eksempel gjør han det lettere for oss å bære all sorg og lidelse, men også gjennom sin styrkende nåde og utsikten til den evige lønn. «De trengslene vi nå må bære, er lette, og de skaper for oss en evig rikdom av herlighet som veier uendelig mye mer.»[7]
[19.] Kirken minner altså de som er velsignet med jordens goder om at rikdom ikke frigjør for møye og besvær, og at den ikke hjelper noe i forhold til det evige liv, men snarere kan være til skade for det. Jesu Kristi kraftige advarsler mot de rike burde fylle dem med frykt og beven, for et strengt regnskap over bruken av livets goder vil en dag bli holdt foran den evige dommer. Kirken forkynner en viktig og grunnleggende lære om bruken av rikdom, en lære som hedensk filosofi bare dunkelt kjente til, men som Kirken forkynner i full klarhet, og som i praksis også blir fulgt. Den handler om plikten til å være velgjørende, til å gi almisser. Denne læren forutsetter at man skiller mellom rettferdig besittelse og rettferdig bruk av eiendom. Privat eiendom bygger, som vi har sett, på den naturlige orden. Å bruke eiendom innenfor rettferdighetens grenser er ikke bare tillatt for individet, det er også en nødvendighet i menneskets sosiale liv. «Det er tillatt», sier den hellige Thomas, «at mennesket eier eiendom, og det er også nødvendig for det menneskelige liv.»[8] Hvis man nå spør hvordan man skal bruke sin eiendom, svarer Kirken med samme hellige lærer: «Mennesket må ikke betrakte og behandle ytre ting som sin egen eiendom, men som felleseie, i den grad det uten vanskelighet skal være villig til å dele med de trengende.» Derfor sier apostelen: «Forman dem som er rike i denne verden, at de skal være gavmilde og dele med andre.»[9]
Ingen er imidlertid forpliktet til å lide tap på sitt eget eller sin families nødvendige underhold for å hjelpe nesten. Det er ikke engang en plikt å gi avkall på standsmessige og passende utgifter for å kunne gi almisser. «For ingen er», sier igjen St. Thomas, «forpliktet til å leve på en upassende måte».[10] Men er eiendommen større enn det som er nødvendig til underhold og passende levevis, inntrer plikten til å gi av det overflødige til de trengende medbrødre. «Gi det dere har i beger og fat, som gave til de fattige», heter det i evangeliet.[11] Denne plikten er ikke en plikt som rettferdigheten pålegger oss, unntatt i tilfeller der nesten er i ytterste nød, men det er kristelig kjærlighet som pålegger oss den, og derfor kan den heller ikke tvinges frem gjennom rettssystemet. Den får derimot en bekreftelse, mektigere enn noen jordisk lovgiver eller dommer, fra den evige verdensdommer som i mange utsagn anbefaler velgjørenhet: «Det er saligere å gi enn å få»,[12] og som forkynner at han på den ytterste dag vil dømme både de som har gitt og de som ikke har gitt almisser til hans fattige, som om de var gitt eller ikke gitt til ham selv: «Det dere gjorde mot et av disse mine minste søsken, har dere gjort mot meg.»[13]
Dette kan oppsummeres slik: Den som er blitt rikelig velsignet av Herren, enten med materielle og ytre goder eller med åndelige goder, har fått denne overfloden for at han skal bruke den til sitt eget sanne beste, men også til gagn for sine medmennesker som en utdeler av forsynets gaver. «Den som har fått kunnskap», sier den hellige Gregor den store, «skal bruke den til god undervisning; den som har fått rikdom, skal sørge for at han ikke forsømmer velgjørenheten; den som har erfaring og ferdigheter i praktiske ting, skal bruke sine evner til gagn for sine medmennesker».[14]
[20.] Til de fattige lærer Kirken at fattigdom ikke medfører noen form for skam i det evige livs lys, og at det slett ikke vanærer mennesket når han skaffer sitt levebrød ved eget arbeid. Kristus, vår Herre, har stadfestet dette i gjerning og ved sitt eget eksempel, han som for vår skyld ble fattig enda han var rik,[15] og som, selv om han var Guds sønn og selv Gud, ble regnet som sønn av tømmermannen, ja tilbrakte en stor del av sitt liv med fysisk arbeid. «Er ikke dette tømmermannens sønn?»[16] Den som med alvor betrakter dette guddommelige, opphøyde eksempel, vil lettere forstå at menneskets sanne verdighet og storhet hviler på moralske egenskaper, altså på dyd; og at dyd er en gave som er like tilgjengelig for alle, både de laveste og de høyeste, de rike så vel som de fattige, og at intet annet enn dyd og fortjeneste kan gjøre oss delaktige i himmelens salighet. Ja, Guds kjærlighet viser seg på en spesiell måte overfor de hjelpeløse og ulykkelige i denne verden. Jesus Kristus priser de fattige salige; han kaller med kjærlighet til seg alle som har møye og sorg for å trøste dem; de undertrykte og forfulgte omfavner han med en helt spesiell velvilje. Disse sannheter holder både de velstående og høytstående ydmyke, og fjerner all skam fra de fattige; de skal fylle de rike med imøtekommenhet overfor de fattige og gjøre de fattige beskjedne. På denne måten kan det sosiale skillet mellom begge klasser lett reduseres, og vennlige, forsonende følelser vekkes på begge sider.
[21.] Men når kristendommens moral fullt ut gjøres gjeldende, vil man ikke nøye seg med bare en forsonlig stemning; sann broderlig kjærlighet vil forene begge parter. De vil da leve i visshet om at en felles Far i himmelen har skapt alle mennesker og bestemt alle for det samme mål, for de godes evige belønning, som er Gud selv – den Gud som alene kan gjøre mennesker og engler lykkelige med fullkommen salighet. De forstår da hva det betyr at Jesus Kristus har forløst alle på samme måte ved sin lidelse, har opphøyd alle til samme verdighet – Guds barns verdighet; et sant åndelig brorskap består mellom dem og Kristus, vår Herre, «den førstefødte blant mange brødre.» De forstår også at naturens goder og nådens gaver alle er den store menneskelige families felleseie, og at bare den som selv gjør seg uverdig, blir utelukket fra himmelens arv. «Men er vi barn, er vi også arvinger. Vi er Guds arvinger og Kristi medarvinger».[17]
Dette er, ifølge kristendommens syn, hovedtrekkene for menneskenes rettigheter og plikter. Ville ikke all strid bli bilagt innen kort tid dersom disse sannhetene ble fullt ut anerkjent i det borgerlige samfunn?
Kirkens sosiale spørsmål
[22.] Kirken nøyer seg ikke bare med å peke ut veien til helbredelse, den gir også selve legemidlene. Hele dens arbeid går ut på å forvandle og oppdra menneskeslekten i samsvar med dens lære og ånd. Gjennom biskopene og presteskapet fører den sin hellige undervisning ut til folk flest, så langt dens innflytelse rekker. Kirken ønsker å trenge inn i menneskenes innerste sjel og styre deres vilje, slik at alle – både i ord og handling – lever i samsvar med Guds bud. Det er nettopp på dette indre plan, som er avgjørende, at Kirken utøver en seirende og særegen makt. Midlene den bruker for å komme inn i hjertene, har den mottatt av Jesus Kristus selv for dette hellige formålet, og i disse midlene skjuler det seg en guddommelig kraft. Bare disse midlene når inn til menneskets innerste vesen, og det er denne makten alene som driver mennesket til å adlyde sin plikt, styre sine lidenskaper, elske Gud og sin neste fullkomment, og overvinne de mange hindringene på dydens vei.
For å bekrefte dette, kan vi peke på et ubestridt historisk faktum: Det var gjennom Kirkens innflytelse og ledelse at det borgerlige samfunnet ble fornyet fra grunnen av; dens høyere sosiale krefter har løftet menneskeslekten inn på den sanne fremgangs vei, ja, vekket den fra undergang til liv. Gjennom kristen oppdragelse har den frembrakt en utvikling som langt overgår tidligere kulturer, og som ikke vil bli overgått av noen annen så lenge verden består. Kilden og målet for disse gode gjerningene er Jesu Kristi hellige person; akkurat som verden må takke Gud-mennesket for alt godt, så er også alt godt rettet mot ham som er målet for alt. Jesu Kristi liv gjennomtrengte hele jorden etter at evangeliets lys stod opp og den store hemmeligheten om Guds menneskevordelse og vår slekts frelse ble forkynt; det nådde alle folkeslag og samfunnslag, og grunnla den kristne tro og dens moralske regler. Derfor er det klart at helbred for menneskesamfunnet bare kan finnes i den kristne gjenopprettelsen av offentlig og privat liv.
For det er et kjent prinsipp at ethvert samfunn som søker fornyelse, må vende tilbake til sin opprinnelse. Et samfunns fullkommenhet består i å arbeide mot å oppnå det målet som ble satt som dets opprinnelige hensikt; gjennom disse anstrengelsene vekkes samfunnets liv. Å avvike fra dette målet betyr forfall, å vende tilbake til det betyr frelse. Dette gjelder hele staten og også den største og mest tallrike klassen av statsborgere, arbeiderne.
[23.] Kirken er likevel ikke så opptatt av det åndelige livet at den glemmer det jordiske liv. Den arbeider ivrig for å lindre livets nød, særlig for arbeiderklassen, også på det materielle plan. Ved å fremme moral og dyd, fremmer den også det materielle velvære, for et velordnet, kristent liv bidrar alltid til jordisk lykke og velstand. Det gjør Gud, som er kilden til all velferd, velvillig innstilt mot menneskene, og det holder på avstand to fiender som ofte i rikdommens midte forårsaker bitter elendighet – grådighet og lyst. Det gir også tilfredshet i et beskjedent liv, finner i sparsommelighet en erstatning for manglende materielle goder, og beskytter mot lettsindighet og laster som ofte ødelegger selv stor rikdom på kort tid.
[24.] Men i tillegg til alt dette setter kirken også i verk praktiske tiltak som kan lindre den materielle nød blant fattige og arbeidere; den støtter ulike institusjoner som har til formål å forbedre deres levevilkår. At kirkens virksomhet her alltid har vært i høy grad veldedig, anerkjennes også offentlig, selv av dens fiender. På de første kristnes tid var den broderlige kjærligheten så sterk at de rike ofte ga fra seg hele sin eiendom for å hjelpe de fattige. Som det står i Den hellige skrift: «Ingen av dem led nød».[18] Den daglige utdelingen av almisser var apostlenes oppgave og ble betrodd diakonene, som hadde sitt eget vielsesritual for dette. Til tross for sine mange oppgaver i menighetene, tok apostelen Paulus personlig på seg å bringe hjelp til trengende kristne i Jerusalem etter en lang reise. Tertullian omtaler de bidrag de kristne ga under møter; han kaller dem «kjærlighetens fond», og sier de ble brukt til å støtte fattige, begravelser, foreldreløse barn, gamle og skipbrudne.[19]
Slik samlet Kirken etter hvert et kirkelig patrimonium, og voktet nøye over det som var de fattiges og trengendes arv. Kirken skammet seg ikke for å gå fra dør til dør hos de rike for å samle inn midler til de trengende. Den var den felles mor for fattige og rike, og ved å tenne den kristne kjærlighet til nesten, skapte den religiøse foreninger som ga seg til å lindre jordisk nød, slik at det fantes hjelp for alle trengsler og trøst for all smerte. Det er riktig at man i dag hører stemmer som, akkurat som hedningene gjorde før, søker å kritisere Kirkens veldedighetsarbeid. De fordømmer det som upassende og ønsker å erstatte det med et rent statlig system. Men hvor finnes det statlige eller menneskelige ordninger som kan erstatte kristen kjærlighet og offerånden som springer ut fra Kirken? Nei, Kirken alene bærer denne himmelske entusiasmens hemmelighet. Hvis ikke kjærligheten og kraften kommer fra Frelserens hellige hjerte, er den forgjeves. Men for å bli delaktig i Frelserens indre liv, må man være et levende medlem av hans kirke.
Noter
[4] 1 Mos 3,17.
[5] Jak 5,4.
[6] 2 Tim 2,12.
[7] 2 Kor 4,17.
[8] Summa theol. II-II, q. 66, a. 2.
[9] Summa theol. II-II, q. 65, a. 2 [jf. 1 Tim 6,17–18].
[10] Summa theol. II-II, q. 32, a. 6.
[11] Luk 11,41.
[12] Apg 20,35.
[13] Matt 25,40.
[14] In Evang. Hom. IX, 7.
[15] 2 Kor 8,9.
[16] Matt 13,55.
[17] Rom 8,17.
[18] Apg 4,34.
[19] Apol. II, 39.
Originaltekst
Slik ble teksten trykket i St. Olafs Trykkeris utgivelse anno 1891. Teksten over er tilpasset norsk språknorm anno 2025.
Hjælp imod den sociale nød.
[13.] Med fast tillid giver Vi Os i lag med denne opgave og med bevidstheden om, at ordet tilkommer Os. Thi uden at religionen og kirken tages med til hjælp, finder man ikke ud af forvirringen; men eftersom omsorgen for religionen og ledelsen af de kirkelige kræfter og midler fremforalt er lagt i Vore hænder, saa kunde taushed synes at være en krænkelse af Vor pligt. Rigtignok er ogsaa andre faktorers virksomhed og anstrængelse uundværlig i dette vigtige spørgsmål; Vi mener fyrsterne og regjeringerne, den besiddende klasse og arbeidsherrerne, og endelig arbeiderne selv, om hvis lod det dreier sig. Men Vi siger med alt eftertryk: Lader man ikke kirken komme til sin ret, saa vil alle menneskelige bestræbelser være forgjæves; thi det er kirken, som ud af evangeliet forkynder en skat af lærdomme, under hvis kraftige indflydelse striden maa bilægges eller i det mindste miste sin skarphed og antage mildere former; det er kirken, som ikke alene bringer aanderne belæring, men ogsaa med magt virker hen til at ordne det sedelige liv hos enhver enkelt i overensstemmelse med de kristelige forskrifter; kirken beskjæftiger sig uafladelig med, ved hjælp af nyttige institution at hæve de lavere klassers sociale stilling; den er endelig besjælet af ønsket om, at alle de forskjellige strenders kræfter og bestræbelser maa slutte sig sammen for at fremme arbeidernes sande interesser, og den anser statsmagtens indskriden ad lovgivningens vei, indenfor de nødvendige skranker, for uundværlig, for at maalet kan blive naaet.
Socialistiske drømme.
[14.] Man maa altsaa først og fremst gaa ud fra den en gang givne uforanderlige samfundsordning, ifølge hvilken det er en ubetinget umulighed at udjevne forskjellen mellem høie og lave, fattige og rige i det borgerlige samfund. Socialisterne kan forsøge paa at virkeliggjøre saadanne drømme, men forgjæves kjæmper man imod naturens orden. Til enhver tid vil der være paatrykt menneskeslegten de største og dybestgaaende uligheder. Ulige er anlæg, flid, sundhed og kræfter, og uadskillelig herfra er uligheden i henseende til livsstilling og besiddelse. Men denne tilstand er overordentlig formaalstjenlig baade for den enkelte og for hele samfundet. Den selskabelige tilværelse fordrer nemlig forskjellige kræfter og en vis mangfoldighed i henseende til ydelser; og til disse forskjellige ydelser tilskyndes menneskene hovedsagelig af denne ulighed i henseende til livsstilling. — Hvad det legemlige arbeide angaar, vilde mennesket i uskyldighedens stand rigtignok ikke have været uvirksomt. Arbeidet, efter hvilket han dengang frivillig vilde have længtes som efter en nydelse, blev ham efter syndefaldet paalagt som en nødvendig bod, hvis byrde han maa føle. “Forbandet være jorden for din skyld; med arbeide skal du nære dig af den alle dit livs dage”.[4]
Paa samme maade vil ogsaa de øvrige besværligheder stedse være tilstede paa denne jord, fordi syndens følger som en bitter ledsager vandrer side om side med mennesket indtil hans død. At lide og taale er nu en gang vor slegts andel, og hvor meget man end maatte anstrenge sig for at forbedre tilværelsen, saa vil samfundet dog aldrig blive fritaget for store plager. De, som foregiver, at de kunde bringe det saa vidt, og som foregjøgler det stakkars folk et liv uden nød og alene fuldt af ro og nydelse, de skuffer i sandhed menneskene ved et bedrageri, som kun vil have endnu større onder til følge, end det, hvorunder det nuværende samfund lider. Det eneste rigtige er, at tage sagerne som de i virkeligheden er og at søge lindringsmidlet andetsteds.
Den besiddende og den arbeidende klasse. Arbeidets vurdering.
[15.] Det er dernæst en grundfeil i behandlingen af det sociale spørgsmaal, at man fremstiller det gjensidige forhold imellem den besiddende og den uformuende, arbeidende klasse, paa en maade, som om der fra naturen af herskede en uforsonlig modsætning imellem dem, som kalder dem til kamp. Lige det modsatte er sandhed. Naturen har meget mere ordnet alt til endrægtighed, til gjensidig harmoni; og ligesom der i det menneskelige legeme trods lemmernes forskjellighed er samklang og ligevegt tilstede i det gjensidige forhold, saaledes har ogsaa naturen villet, at begge disse klasser i samfundets legerne skulde staa i et endrægtigt forhold til hinanden og fremkalde en vis ligevegt. Den ene klasse trænger ubetinget til den anden. Kapitalen er henvist til arbeidet, og arbeidet til kapitalen. Endrægtighed er alle vegne den uundværlige betingelse for skjønhed og orden; en fortsat kamp derimod avler forfald og forvirring. Men til kampens bilæggelse og endog til udryddelse af aarsagerne til den besidder kristendommen underfulde og mangeformede kræfter.
[16.] Kirken har, som religionens repræsentant og vogter, fornemmelig i de religiøse sandheder og love et mægtigt middel til at forsone de rige og fattige og til at nærme dem til hverandre; dens lærdomme og bud leder begge klasser til opfyldelsen af deres gjensidige pligter og navnlig til at efterfølge retfærdighedens forskrifter. Blandt disse pligter indskjærper den de arbeidende strender følgende: at forrette fuldstrendigt og trofast den arbeidsydelse, hvortil de frivilligt og ved en retfærdig kontrakt har forpligtet sig; ikke at tilføie arbeidsherren skade hverken paa hans gods eller hans person; at afholde sig fra voldsomheder: naar de vil værne om sine rettigheder, og i intet tilfælde at stifte oprør; ikke at vedligeholde forbindelser med slette mennesker, som foregjøgler dem bedragerske forhaabninger og kun efterlader sig bitter skuffelse og ruin.
Pligterne, som den til gjengjæld indskjærper de besiddende og arbeidsgiverne, er folgende: arbeiderne tør ikke ansees og behandles som slaver; deres personlige værdighed, som bliver adlet ved deres værdighed som kristne, maa stedse holdes hellig; haandverk og arbeide nedværdiger ikke, tvertimod maa enhver, som trenker fornuftig og kristelig, regne dem det til ære, at de selvstendig under møie og anstrengelser opholder livet; vanærende derimod og uværdigt er det at udbytte mennesker blot til egen vinding og kun at taksere dem saa høit, som deres arbeidskræfter stræekker til. Kirken tilraaber endvidere arbeidsherrerne: tag ogsaa tilbørligt hensyn til arbeidernes aandelige vel og religiøse fornødenheder; I er pligtige til at give dem tid til deres gudstjenstlige øvelser; I tør ikke udsætte dem for forførelse og sedelige farer under deres arbeide; I tør ikke tillade, at sansen for huslighed og sparsommelighed kvæles hos dem; det er uretfærdigt at bebyrde dem med mere arbeide, end deres kræfter kan bære, eller at fordre ydelser af dem, som ikke svarer til deres alder og kjøn.
[17.] Men fremfor alt formaner kirken arbeidsherrerne til stedse at have for øie den grundsætning: enhver sit. Denne grundsætning bør ogsaa upartisk finde anvendelse paa lønnens størrelse, uden at de forskjellige momenter, som der ogsaa maa tages hensyn til, bliver oversete. I almindelighed maa der i henseende til lønnen vel lægges merke til, at det strider imod guddommelig og menneskelig lov, at undertrykke og udbytte nødlidende for sin egen fordels skyld. At forholde arbeideren den ham tilkommende løn, er en himmelraabende synd. “Se”, siger den Helligaand, “arbeidernes løn, ... som I har forholdt dem, skriger til Gud, og deres raab er kommet for hærskarernes herres øren”.[5] De besiddende tør endelig under ingensomhelst omstændighed tilføie arbeiderne skade i henseende til disses sparepenge, det være sig ved vold eller ved bedrageri eller ved aagerkunster; og det saa meget mindre, som deres stand er mindre beskyttet imod uretfærdighed og forfordeling, og deres eiendom, fordi den er ringe, netop af den grund fortjener større agtelse.
Henvisning til det hinsides. Fattig og rig.
[18.] Hvem tør vel negte, at overholdelsen af disse forskrifter alene vilde være istand til, at fjerne den nuværende tvedragt tilligemed dens aarsager? Men kirken, som vandrer i sin guddommelige lærers og førers, Jesu Kristi, fodspor, har endnu høiere formaal; den bestræber sig for ved hjælp af forskrifter af en endnu større sedelig fuldkommenhed at nærme den ene del saa meget som muligt til den anden og at oprette et venskabeligt forhold imellem begge. Kun naar vi tager det tilkommende udødelige liv til maalestok, kan vi bedømme det nuværende liv paa en uhildet og retfærdig maade. Gaves der intet andet liv, saa vilde netop dermed begrebet om sedelig pligt forsvinde, og den jordiske tilværelse vilde blive til en mørk gaade, som ingen forstand vilde være istand til at gjette. Allerede fornuften selv lærer os dette, men ogsaa troen borger derfor, idet den som grundsten for al religion opstiller den lære, at først efter afslutningen af det jordiske liv begynder vort sande liv. Thi Gud har ikke skabt os for de forgjængelige og forfængelige goder her i tiden, men for de evige goder i himlen, og Han har ikke anvist os jorden som vor egentlige bolig, men som et udlændighedens land. Det kommer i henseende til den evige salighed ikke an paa, om mennesket har overflod eller lider mangel paa rigdom og paa andre ting, som man kalder goder; men det kommer i høi grad an paa maaden, paa hvilken han benytter disse ting. Jesus Kristus har ved sin ‘evige forløsning’ ingenlunde borttaget lidelser og kors, som bedækker vor vei her i livet, men Han har forvandlet dem til en spore for vor dyd, til en gjenstand for fortjeneste, og ingen bliver delagtig i den evige krone, som ikke vandrer henad Herrens smertefulde korsvei. “Dersom vi lider med Ham, skal vi ogsaa regjere med Ham”.[6] Men ved sin frivillige møie og pine har Frelseren paa en underfuld maade formildet al vor møie og pine. Ikke alene ved sit eksempel gjør Han det lettere for os at bære al kummer og lidelse, men ogsaa ved sin styrkende naade og ved udsigten til den evige løn. “Thi vor nuværende trængsel, som er forbigaaende og let, virker i os en over al maade stor, evig og alt overveiende herlighed”.[7]
[19.] Kirken minder altsaa dem, som er velsignede med jordens goder, om, at rigdom ikke frigjør for møie og besvær, og at den ikke gavner noget i hensende til det evige liv, ja snarere er til skade for det. Jesu Kristi paafaldende trusler overfor de rige burde opfylde disse med frygt og bæven, thi det strengeste regnskab over brugen af dette livs goder skal der engang aflegges overfor den evige dommer. En vigtig og indgribende lære forkynder kirken derfor angaaende brugen af rigdommene, en lære, som den hedenske filosofi kun dunkelt anede, men som forkyndes af kirken i sin fulde klarhed, og hvad der er endnu mere, bringes til udfarelse i det praktiske liv. Den vedrører pligten, at være velgjørende, at yde almisse. Denne lære forudsætter, at man skjelner imellem den retfærdige besiddelse og den retfærdige brug af eiendommen. Privateiendommen grunder sig, som vi har seet, paa den naturlige ordning. At bruge eiendommen, naturligvis indenfor retfærdighedens grænser, er ikke blot tilladt individet, men det er ogsaa en nødvendighed i menneskets selskabelige tilværelse. “Det er tilladt,” saaledes udtaler den hl. Thomas sig, “at mennesket besidder eiendom, og det er tillige nødvendigt for det menneskelige liv”.[8] Spørger man nu, hvorledes skal man bruge sin eiendom, saa svarer kirken med den samme hellige lærer: “Mennesket maa ikke betragte og behandle de udvortes ting som sin eiendom, men som et fællesgods, nemlig forsaavidt som han uden vanskelighed skal vrere rede til, at meddele deraf til de nødlidende. Derfor siger Apostelen: ‘Befal denne verdens rige, ... at de gjerne giver og meddeler’”.[9]
Ingen er visselig forpligtet til, at lide afbræk paa sit eget eller sin familjes nødvendige underhold, for at staa næsten bi. Der bestaar ikke engang den forpligtelse, at give afkald paa standsmressig og passende udgifter, for at kunne yde almisse. “Thi ingen er”, for atter at tale med st. Thomas, “forpligtet til, at leve paa en uskikket maade”.[10] Er eiendommen imidlertid større, end den er nødvendig til underholdet og til en standsmæssig optræden, saa indtræder forpligtelsen til, af det overflødige at give almisse til de nødlidende medbrødre. “Giv almisse af det overflødige”, heder det i evangeliet.[11] Denne pligt er imidlertid ikke en pligt, som retfærdigheden paalægger os, naar undtages det tilfælde, at næsten er stedt i den yderste nød, men det er den kristelige kjærlighed, som paalægger os den, og derfor kan den heller ikke aftvinges nogen ad rettens vei. Den modtager imidlertid en bekræftelse, mægtigere end de jordiske lovgiveres og dommeres, fra den evige verdensdommers side, sorn ved mangfoldige udtalelser anbefaler velgjørenheden: “Det er bedre at give end at tage”,[12] og som forkynder at Han paa den yderste dag vil holde dom over ydelsen og ikke-ydelsen af almisse til hans fattige, som om den var ydet eller ikke ydet til Ham selv: “Hvad I har gjort mod en at mine mindste brødre, har I gjort mod mig”.[13]
Det sagte lader sig altsaa sammenfatte i korthed saaledes: Den, som af Herren, vor Gud, er bleven rigeligere velsignet med goder, være sig materiele og udvortes eller aandelige goder, han har faaet denne overflod i det øiemed, at han vel skulde benytte den til sit eget sande bedste, men ogsaa til gavn for sine medmennesker, som en uddeler af forsynets gaver. “Den, som altsaa har faaet kundskaber,” siger den hl. Gregor den store, “han anvende dem til gavnlig undervisning; den, som har modtaget rigdom, han se til, at han ikke forsømmer velgjørenheden; den, som besidder erfaring og øvelse i praktiske ting, han anvende sine evner til gavn for sine medmennesker”.[14]
[20.] Men de ubemidlede lærer kirken, at fattigdom ikke medfører den ringeste skam i den evige sandheds øine, og at det aldeles ikke vanærer mennesket naar han forskaffer sig sit underhold ved sine hænders gjerning. Kristus, vor herre, har stadfæstet dette i gjerningen og ved sit eksempel, Han, som for vor skyld, blev fattig, da Han var rig”,[15] og som, skjønt Han var Guds søn og selv Gud, alligevel blev anseet for tømmermandens søn, ja endog vilde tilbringe en stor del af sit liv under legemligt arbeide. “Er dette ikke tømmermanden, Marias søn?”[16] Den, som med alvor betragter dette guddommelige, ophøiede eksempel, han vil lettere kunne forstaa, at menneskets sande værdighed og storhed beror paa sedelige egenskaber, d. v. s. paa dyden; og at dyden er et gode, som i lige maade er tilgjængelig for alle, for de laveste saavel som for de høieste, for de rige saavelsom for de fattige, og at intetsomhelst andet end dyd og fortjeneste kan delagtiggjøre i himlens salighed. Ja, Guds kjærlighed træder paa en vis maade endnu mere for dagen overfor de hjælpeløse og ulykkelige i denne verden. Jesus Kristus priser de fattige salig; Han indbyder kjærlighedsfuldt til sig alle dem, som har møie og kummer, for at Han kan trøste dem; de tilsidesatte og forfulgte omfatter Han med en ganske særegen velvilje. Disse sandheder bør dog holde alt overmod nede hos de bemidlede og høitstillede og fjerne fra de fattige al forsagthed; de maa indgyde de rige imødekommenhed overfor de fattige og gjøre de fattige beskedne. Paa denne maade vil den sociale kløft mellem begge klasser let blive formindsket og venlige, forsonlige følelser blive vakte baade paa den ene og paa den anden side.
[21.] Men naar kristendommens moral fuldtud gjøres gjældende, vil man heller ikke blive staaende ved en forsonlig stemning; sand broderlig kjærlighed vil forene begge partier. De vil da leve i bevistheden om, at en fælles fader i himlen har skabt alle mennesker og bestemt alle for det samme maal, for de godes evige belønning, hvilken Gud selv er, den Gud, som alene kan lyksaliggjøre mennesker og engle med en fuldkommen salighed. De fatter da, hvad det betyder, at Jesus Kristus har forløst alle paa samme maade ved sin lidelse, har hævet alle til den samme værdighed, til Guds børns værdighed; et sandt aandeligt broder baand bestaar der imellem dem og Kristus, vor herre, “den førstefødte blandt mange brødre”; de fatter, hvad det fremdeles vil sige, at naturens goder og naadens gaver alle er den store menneskelige familjes fælleseie, og at kun det menneske, som selv gjør sig uværdigt, udelukkes fra den himmelske lykkes arv. “Men er vi børn, saa er vi ogsaa arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger”.[17]
Dette er efter den kristelige opfattelse grundtrækkene for menneskenes rettigheder og menneskenes pligter. Vilde al strid ikke være bilagt inden kort tid, dersom disse sandheder fuldtud fandt anerkjendelse i det borgerlige samfund?
Kirkens sociale spørgsmaal.
[22.] Kirken lader sig imidlertid ikke nøie med blot at vise veien til lægedom, den anvender ogsaa selve lægemidlerne. Alt dens arbeide gaar ud paa at omdanne og opdrage menneskeslegten i forhold til dens lære og aand. Ved hjælp af episkopatet og geistligheden leder den sin undervisnings hellige strøm ned i folkets videste kredse, saa vidt dens indflydelse nogensinde kan naa. Den søger da at trænge ind i menneskenes inderste og at styre deres vilje, for at alle i handel og vandel maa rette sig efter Guds forskrifter. Netop i henseende til denne indre virksomhed, altsaa paa et punkt, hvorpaa alt kommer an, udfolder kirken en seirrig og udelukkende for den særegen magt. Thi midlerne, som baner den adgang til hjerterne, har den modtaget af Jesus Kristus selv i dette hellige øiemed, og der er en guddommelig kraft skjult i dem. Disse midler alene naar ind i det menneskelige brysts inderste, og denne magt alene driver mennesket til lydighed mod sin pligt, til at beherske sine egne lidenskaber, til den fuldkomne kjærlighed til Gud og næsten, til at overvinde de mange hindringer, som optræder paa dydens vei.
Til stadfæstelse af dette lønner det sig, at henpege paa fortidens eksempel. Vi fremhæver kun en kjendsgjerning, som er hævet over enhver tvil, naar Vi siger: Det var ved kirkens indflydelse og styrende færd, at det borgerlige samfund blev fornyet fra grunden af; de høiere sociale kræfter, som er et særkjende for den, har løftet menneslegten ind paa det sande fremskridts vei, ja gjenopvakt den fra undergang til liv; de har ved hjælp af folkenes kristelige opdragelse fremkaldt en udvikling, som langt overgaar alle tidligere kulturformer, og som indtil tidernes ende ikke vil blive overgaaet af nogensomhelst anden. Urkilden til og endemaalet for disse velgjerninger er Jesu Kristi høihellige person; ligesom verden har Gudmennesket at takke for alt, saaledes sigter ogsaa alt godt til Ham, som alle tings endemaal. Jesu Kristi liv gjennemtrængte jordkredsen, efter at evangeliets lys var oprundet og den store hemmelighed om Guds menneskevordelse og vor slegts forløsning var bleven forkyndt; det trængte igjennem til alle folkeslag, til alle klasser, og grundlagde hos dem den kristelige tro og dennes sedelige forskrifter. Heraf fremgaar nødvendigvis, at, naar man søger efter et lægemiddel for det menneskelige samfund, dette kun kan findes i den kristelige gjenoprettelse af det offentlige og private liv.
Thi det er et bekjendt axiom, at ethvert samfund, som stræber efter indre fornyelse, maa vende tilbage til sin første oprindelse. Ethvert samfunds fuldkommenhed bestaar jo netop i, at tilstræbe og at arbeide hen til opnaaelsen af det, der blev sat som dets oprindelige formaal; ved bestræbelserne for at naa dette maal, maa det tilsvarende liv vækkes i samfundslegemet. Afvigelse fra dette maal er enstydig med forfald, tilbagevenden til det betyder frelse. Dette gjælder hele statens legeme, og det gjælder ligeledes om den langt overveiende, talrigste klasse statsborgere, om arbeiderstanden.
[23.] Kirkens omsorg gaar imidlertid ikke i den grad op i det aandelige livs pleie, at den derover glemmer det jordiske livs. Den bestræber sig tvertimod ivrig for at lindre, navnlig for arbeiderstandens vedkommende, livets nød ogsaa i henseende til dettes materiele side. Allerede ved at tilskynde til sedelighed og dyd fremmer den ogsaa det materiele vel, thi et velordnet, kristeligt liv har stedse sin andel i hidførelsen af jordisk lykke og velfærd; det gjør Gud, som er urkilden til og uddeleren af al velfærd, gunstig stemt overfor mennesket, og det trænger to fiender tilbage, som kun altfor ofte midt i overfloden er aarsag til bitter elendighed, nemlig den utøilede havesyge og nydelsessygen; det krydrer en beskeden jordisk tilværelse med tilfredshedens lykke, finder i sparsommelighed en erstatning for de manglende jordiske goder og bevarer mod letsindighed og last, udyder, hvorved endog den anseeligste velstand ofte bliver ødelagt i saare kort tid.
[24.] Men foruden alt dette udfolder kirken ogsaa praktiske foranstaltninger, som er egnede til at lindre den materiele nød blandt de fattige og arbeiderne; den værner om de forskjelligste institutioner, som har forbedringen af deres tilværelse for øie. Ja, at dens virksomhed i denne henseende til enhver tid har været i høieste grad velgjørende, det anerkjendes ogsaa med offentlig ros af dens fiender. Paa de første kristnes tid var den broderlige kjærlighed saa mægtig, at de rige ofte blottede sig for alt sit gods, for at hjælpe de fattige. Der gaves som følge heraf, som den hl. skrift siger, “ingen trængende i de troendes midte”.[18] Den daglige almisseuddeling var den opgave, som apostlene havde anbetroet til diakonerne, og for hvis skyld navnlig diakonatets særegne vielsestrin blev indsat. Trods sine mangfoldige bekymringer for alle kirkerne, paatog den hellige apostel Paulus sig dog personlig efter en besværlig reise, at bringe almisser til de nødlidende kristne i Jerusalem. Tertullian taler om de bidrag, som de kristne ydede under de forskjellige sammenkomster; han kalder dem ‘kjærlighedens deposita’ og siger, at de tjener til de fattiges underhold og til deres begravelse, og til bedste for trængende forældreløse børn af begge kjøn, for oldinge og skibbrudne.[19]
Paa denne maade samledes lidt efter lidt et kirkeligt patrimonium, og der blev stedse med hellig omhyggelig hed værnet om det, som de fattiges og nødlidendes arvegods. Kirken skammede sig ikke for, ogsaa at vandre som en tigger til de riges døre, forat opnaa en skjerv for de nødlidende. Det var kirken, den fælles moder for fattige og rige, som, idet den antændte den kristelige kjærlighed til næsten, kaldte særegne geistlige ordenssamfund tillive, som ifølge sit kald giver sig af med at lindre den jordiske nød, saa at der fandtes hjælp for enhver trængsel, trøst for enhver smerte. Rigtignok hører man i vore dage stemmer, der, ligesom hedningerne fordum gjorde, søger efter anklager imod kirken endog i denne kjærlighedsvirksomhed. Man dadler ligefrem den kirkelige velgjørenhed som uskikket og uhensigtsmæssig og søger at indføre i dens sted et rent statsligt system. Men hvor findes de statslige, de menneskelige indretninger, som vilde være istand til at erstatte den kristelige kjærlighed og den offer villighedens aand, som modtager sit sving, sin flugt af kirken? Nei, kirken alene besidder denne himmelske begeistrings hemmelighed. Stammer kjærligheden og kraften ikke fra Frelserens helligste hjerte, saa er den forfængelig. Men for at blive delagtiggjort i Frelserens indre liv, maa man være et levende medlem af hans kirke.