III. BEGYNDE PÅ NY FRA KRISTUS
29. »Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Matt 28,20). Denne vished har, kære brødre og søstre, ledsaget Kirken i to tusinde år, og er nu blevet fornyet i vore hjerter ved fejringen af Jubilæet. Derfra må vi opnå en ny drivkraft til det kristne liv, idet vi gør det til en kraft, der inspirerer vor tros vandring. I bevidsthed om den opstandne Herres nærvær iblandt os, stiller vi i dag os selv det samme spørgsmål, der blev stillet til Peter i Jerusalem lige efter hans pinsetale: »Hvad skal vi gøre?« (ApG 2,37).
Vi stiller spørgsmålet med tillidsfuld optimisme, men uden at undervurdere de problemer, vi står overfor. Vi lader os bestemt ikke friste af den naive forventning om, at vi, når vi står over for vor tids store udfordringer, vil finde en eller anden trylleformular. Nej, vi vil ikke blive reddede af en formular, men af en Person og af det tilsagn, han giver os: Jeg er med jer!
Det drejer sig derfor ikke om at opfinde et »nyt program«. Programmet eksisterer allerede: det er den plan, der findes i evangeliet og i den levende tradition, den er den samme som altid. Til syvende og sidst har den sit centrum i Kristus selv, som det er nødvendigt at kende, elske og efterligne, så vi i ham kan leve Treenighedens liv og med ham forvandle historien indtil dens fuldbyrdelse i det himmelske Jerusalem. Det er et program, der ikke ændres med tiders og kulturers skiften, selv om det tager hensyn til tid og kultur af hensyn til sand dialog og effektiv kommunikation. Dette program for alle tider er vort program for det tredje årtusind.
Men det må oversættes til pastorale initiativer, der er tilpassede ethvert samfunds omstændigheder. Jubilæet har givet os den enestående lejlighed til i flere år at følges ad på en vandring, der er fælles for hele Kirken, en kateketisk vandring med Treenigheden som tema, ledsaget af særlige pastorale initiativer, beregnet til at sikre, at Jubilæet vil være en udbytterig begivenhed. Jeg er taknemlig for den uforbeholdne og udbredte modtagelse af, hvad jeg foreslog i min apostoliske skrivelse Tertio Millennio Adveniente. Men nu er det ikke længere et umiddelbart mål, vi står overfor, men den større og mere krævende udfordring i form af normal pastoral aktivitet. Med dets universale og absolut nødvendige afgørelser må evangeliets program fortsætte med, som det altid har gjort, at slå rod overalt i Kirken. Det er i den lokale kirke, at en detaljeret pastoral plans specifikke træk kan identificeres - mål og metoder, uddannelse og berigelse af de involverede mennesker, søgen efter de nødvendige midler - som vil gøre det muligt, at forkyndelsen af Kristus når mennesker, danner menigheder og har en dyb og indtrængende indflydelse ved at bringe evangeliets værdier til anvendelse i samfund og kulturer.
Derfor opfordrer jeg alvorligt delkirkernes hyrder til med hjælp fra alle udsnit af Guds folk tillidsfuldt at planlægge stadierne af den forestående vandring, idet de får hvert enkelt bispedømmes valg til at stemme overens med nabokirkernes og den universelle kirkes.
En sådan overensstemmelse vil bestemt blive lettet af det kollegiale arbejde, som biskopper nu regelmæssigt påtager sig i bispekonferencer og bispesynoder. Var det ikke netop hensigten med bispesynodens kontinentale møder, som forberedte Jubilæet, og som skabte vigtige rettesnore for nutidens forkyndelse af evangeliet i så mange forskellige milieuer og kulturer? Denne rige arv af overvejelser må ikke få lov til at forsvinde, men må virkeliggøres i praksis.
Det, der venter os, er derfor et spændende arbejde med pastoral fornyelse - et arbejde, der involverer os alle. Som vejledning og opmuntring for alle vil jeg pege på visse pastorale prioriteringer, som det store Jubilæum tydeligere har stillet mig for øje.
Hellighed
30. Først og fremmest nærer jeg ingen betænkelighed ved at sige, at alle pastorale initiativer må sættes i forbindelse med hellighed. Var det ikke den oprindelige mening med jubilæums-afladen, som en særlig nåde skænket af Kristus, for at enhver døbts liv kunne blive renset og grundigt fornyet?
Det er mit håb, at mange af dem, der har deltaget i Jubilæet, har nydt godt af denne nåde i fuld bevidsthed om dens krav. Nu, da Jubilæet er overstået, begynder vi igen på vor normale vej, men i bevidsthed om, at det mere end nogen sinde er en vigtig pastoral opgave at lægge vægt på hellighed.
Det er derfor nødvendigt at genopdage hele den praktiske betydning af kapitel 5 i Konstitutionen om Kirken Lumen Gentium, som er viet til »det universelle kald til hellighed«. Koncilsfædrene lagde et sådant eftertryk på dette punkt, ikke blot for at udsmykke ekklesiologien med en slags åndelig politur, men for at gøre kaldet til hellighed til et vigtigt og væsentligt aspekt af deres lære om Kirken. Genopdagelsen af Kirken som »mysterium« eller som »et folk, som får sin enhed fra Faderens og Sønnens og Helligåndens enhed«,15 måtte nødvendigvis føre til en genopdagelse af Kirkens »hellighed«, forstået i den grundlæggende betydning af at høre til ham, der i sit inderste væsen er den hellige, den »trefoldigt hellige« (jf. Es 6,3). At erklære Kirken for hellig betyder at fremhæve den som Kristi brud, som han gav sig selv hen for, netop for at gøre den hellig (jf. Ef 5,25-26). Denne hellighedens gave er så at sige »objektiv«, men den tilbydes enhver, der er døbt.
Men gaven bliver på den anden side til en opgave, som skal forme hele det kristne liv: »For dette er Guds vilje, at I skal helliges« (1 Tess 4,3). Det er en pligt, som ikke kun vedkommer visse kristne: »Samtlige kristne uanset deres stand eller stilling kaldes til det kristne livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed«.16
31. Ved første blik kan det synes næsten ørkesløst at minde om denne elementære sandhed som grundlaget for den pastorale planlægning, som vi er optaget af ved det nye årtusinds begyndelse. Kan hellighed nogen sinde »planlægges«? Hvad betyder ordet »hellighed« i forbindelse med en pastoral plan?
I virkeligheden er det at sætte pastoral planlægning under overskriften hellighed et valg fuldt af konsekvenser. Det indebærer den overbevisning at, siden dåb er en virkelig indtræden i Guds hellighed ved indlemmelse i Kristus og hans Ånds iboen, ville det være selvmodsigende at stille sig tilfreds med et middelmådigt liv, kendetegnet af en minimalistisk etik og en overfladisk religiøsitet. At spørge katekumener: »Ønsker I at blive døbt?« betyder samtidigt at spørge dem: »Ønsker I at blive hellige?« Det betyder at stille dem overfor Bjergprædikenens radikale beskaffenhed: »Vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen« (Matt 5,48).
Som Koncilet selv forklarede, må dette fuldkommenhedens ideal ikke misforstås, som om det var forbundet med en slags ekstraordinært liv, som kun er muligt for få »usædvanligt heltemodige« hellige. Der er mange måder at være hellig på, alt efter hver enkelts kald. Jeg takker Herren for, at han i disse år har givet mig mulighed for at salig- og helgenkåre et stort antal kristne og blandt dem mange lægfolk, som opnåede hellighed i de mest almindelige livsforhold. Tiden er kommet til igen uforbeholdent at foreslå enhver denne høje standard for det almindelige kristne liv: hele det kristne fællesskabs og kristne familiers liv må føre i den retning. Det er imidlertid klart, at vejene til hellighed er individuelle og kræver en ægte »indøvelse i hellighed«, tilpasset de enkelte personers behov. Denne træning må integrere de hjælpekilder, der tilbydes enhver med både traditionelle former for individuel- og gruppehjælp, så vel som de nyere former for støtte, der tilbydes i foreninger og bevægelser, der er anerkendt af Kirken.
Bøn
32. Denne indøvelse i hellighed kræver et kristent liv, der frem for alt er kendetegnet af bønnens kunst. Jubelåret har været et år præget af den mest intense bøn, både personlig og i fællesskab. Men vi ved alle, at bøn ikke kan tages for given. Vi må alle lære at bede: ligesom om vi igen og igen på ny skulle lære denne kunst fra den guddommelige mesters egne læber, ligesom de første disciple: »Herre, lær os at bede!« (Luk 11,1). Bøn udvikler den samtale med Kristus, som gør os til hans fortrolige venner: »Bliv i mig, og jeg bliver i jer« (Joh 15,4). Denne gensidighed er selve hovedindholdet og sjælen i det kristne liv, og betingelsen for alt virkeligt pastoralt liv. Bevirket i os af Helligånden åbner denne gensidighed os, gennem Kristus og i Kristus, til at betragte Faderens ansigt. At lære denne trinitariske form for kristen bøn og praktisere den helt og fuldt, først og fremmest i liturgien, højdepunktet af og kilden til Kirkens liv,17 men også i personlig erfaring, er hemmeligheden ved en virkelig livskraftig kristendom, som ikke har nogen grund til at frygte fremtiden, fordi den bestandigt vender tilbage til kilderne og finder nyt liv i dem.
33. Er det ikke et af »tidens tegn«, at i vore dages verden er der, trods den fremskredne sekulariseringsproces, et udbredt ønske om åndelighed, et ønske, der for en stor del kommer til udtryk som et fornyet behov for bøn? Andre religioner, som nu i vid udstrækning er til stede i gamle kristne lande, giver deres egne svar på dette behov, og undertiden gør de det på tiltrækkende måder. Men vi, der har modtaget den nåde at tro på Kristus, som har åbenbaret Faderen og er menneskenes Frelser, har en pligt til at vise til hvilke dybder, forholdet med Kristus kan føre.
Kirkens store mystiske tradition både i Østen og i Vesten har meget at sige i denne henseende. Den viser, hvordan bøn kan udvikle sig. Som en ægte kærligheds dialog i den grad, hvor mennesket tages i besiddelse af den guddommelige elskede, bevæget af Helligåndens berøring, hvilende som et barn i Faderens hjerte. Dette er den levede erfaring af Kristi løfte: »Den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham« (Joh 14,21). Der er tale om en rejse totalt båret af nåde, men som ikke desto mindre kræver et intenst åndeligt engagement, og som også kender smertelige lutringer (den »mørke nat«). Men den fører ad forskellige mulige veje til den uudsigelige glæde, som erfares af mystikerne som »ægteskabelig forening«. Hvordan skulle vi her kunne glemme, blandt de mange strålende eksempler, den hellige Johannes af Korsets og den hellige Teresa af Avilas lære?
Ja, kære brødre og søstre, vore kristne fællesskaber må blive ægte bønnens »skoler«, hvor mødet med Kristus ikke udtrykkes blot ved at bede om hjælp, men også ved taksigelse, lovprisning, tilbedelse, betragtning, lytten og ivrig hengivenhed, indtil hjertet virkelig »bliver forelsket«. Inderlig bøn, ja, men det bortleder os ikke fra vor forpligtelse over for historien: ved at åbne vort hjerte for kærligheden til Gud, åbnes det også for kærlighed til vore brødre og søstre og gør os i stand til at forme historie i overensstemmelse med Guds plan.18
34. Kristne, der som gave har modtaget et kald til ordenslivet, er naturligvis kaldede til at bede på en særlig måde: ifølge sin beskaffenhed gør deres indvielse dem mere åbne for erfaringen af kontemplation, og det er vigtigt, at de udvikler den med særlig omhu. Men det ville være forkert at mene, at almindelige kristne kan lade sig nøje med en overfladisk bøn, der er ude af stand til at fylde hele deres liv. Især stillet over for de mange prøvelser, som vore dages verden udsætter troen for, ville de ikke blot være middelmådige kristne, men »kristne udsat for fare«. De ville løbe den snigende fare for at se deres tro langsomt blive undermineret, og ville måske ende med at bukke under for tiltrækningen ved »surrogater«, ved at acceptere alternative religiøse tilbud og endda hengive sig til meget unaturlige former for overtro.
Det er derfor væsentligt, at undervisning i bøn i en vis forstand bliver en central bestanddel af al pastoral planlægning. Personligt har jeg besluttet at hellige de kommende onsdagskatekeser til overvejelser over Davids Salmer, begyndende med Laudes' salmer, hvormed Kirkens officielle bøn indbyder os til at hellige og lede vor dag. Hvor nyttigt ville det ikke være, hvis der ikke blot i ordenssamfund, men også i sogne blev gjort mere for at sikre et alt gennemtrængende bønnens klima. Med passende dømmekraft ville det kræve at folkefromheden fik sin rette plads, og at folk blev oplært specielt i liturgisk bøn. For en kristent fællesskabs gennemsnits-dag er det måske mere tænkeligt, end vi almindeligvis antager, at kombinere mange former for pastoralt liv og vidnesbyrd i verden med fejringen af eukaristien og måske med recitationen af laudes og vesper. Den erfaring, der er gjort af mange kristne grupper, også af dem, der hovedsageligt består af lægfolk, er bevis for det.
Søndagens eukaristi
35. Det er derfor klart, at vor vigtigste opmærksomhed må vies liturgien, »det højdepunkt, som Kirkens gerning stræber hen imod, og samtidig den kilde, hele dens kraft strømmer fra«.19 I det tyvende århundrede, især efter Koncilet, er der foregået en stor udvikling i den måde, hvorpå den kristne menighed fejrer sakramenterne, specielt eukaristien. Det er nødvendigt at fortsætte i den retning, og specielt at betone søndagens eukaristi og søndagen selv oplevet som en særlig troens dag, Den opstandne Herres og Åndens gaves dag, den ugentlige påske.20 I to tusind år er den kristne tid blevet målt ud fra mindet om »den første dag i ugen« (Mark 16,2.9; Luk 24,1; Joh 20,1), da den opstandne Kristus ønskede apostlene fred og gav dem Åndens gave (jf. Joh 20,19-23). Sandheden om Kristi opstandelse er den oprindelige kendsgerning, som den kristne tro bygger på (jf. 1 Kor 15,14), en begivenhed i centrum af tidens mysterium, som bebuder den yderste dag, da Kristus vil vende tilbage i herlighed. Vi ved ikke, hvad det nye årtusind gemmer til os, men vi er visse på, at det ligger sikkert i Kristi hænder, »Kongernes Konge og Herrernes Herre« (Åb 19,16); og netop ved at fejre hans påskefest ikke kun én gang om året, men hver søndag, vedbliver Kirken med at vise enhver generation »historiens virkelige omdrejningspunkt, som verdens oprindelses og dens endelige skæbnes mysterium fører hen til«.21
36. På linie med Dies Domini ønsker jeg derfor at fastholde, at deltagelse i eukaristien bør være søndagens centrum for ethvert døbt menneske. Det er en grundlæggende pligt, der skal opfyldes ikke blot for at overholde et påbud, men som noget, der opfattes som væsentligt for et virkeligt oplyst og konsekvent kristent liv. Vi er ved at træde ind i et årtusind, som allerede viser tegn på at være kendetegnet af en konkurrerende sammenblanding af kulturer og religioner selv i lande, der har været kristne i mange århundreder. I mange områder er kristne ved at blive en »lille hjord« (Luk 12,32). Dette stiller dem over for den udfordring, ofte i isolerede og vanskelige situationer, at aflægge et endnu stærkere vidnesbyrd om de særlige kendetegn ved deres egen identitet. Pligten til at deltage i eukaristien hver søndag er et af dem. Søndagens eukaristi, som hver uge samler kristne som Guds familie omkring ordets bord og livets brød, er også den mest naturlige modgift mod adsplittelse. Den er det privilegerede sted, hvor fællesskab til stadighed forkyndes og næres. Netop ved at deltage i eukaristien bliver Herrens dag også Kirkens dag,22 hvor den effektivt kan spille sin rolle som enhedens sakramente.
Bodens sakramente
37. Jeg beder også om fornyet pastoralt mod til at sikre, at den daglige undervisning af kristne menigheder overbevisende og virkningsfuldt tilbyder praktiseringen af bodens sakramente. Som I vil erindre, behandlede jeg i 1984 dette emne i den post-synodale skrivelse Reconcilatio et Paenitentia, som sammenfattede resultaterne fra en bispesynode, der beskæftigede sig med dette spørgsmål. Min opfordring dengang gik ud på at gøre alt, hvad der var muligt, for at imødegå »syndsbevidsthedens« krise, der er så tydelig i vore dages kultur.23 Men jeg var endnu mere ivrig med at kræve en genopdagelse af Kristus som mysterium pietatis [godhedens mysterium]. I Kristus viser Gud os sit medlidende hjerte og forsoner os helt med sig selv. Det er dette Kristi ansigt, der må blive genopdaget gennem bodens sakramente, som for de troende er den »ordinære måde til at få tilgivelse og syndsforladelse for alvorlige synder, der er begået efter dåben«.24 Da synoden behandlede problemet, kunne alle få øje på, at sakramentet var i krise, især i nogle dele af verden. Årsagerne til krisen er ikke forsvundet i den korte tid, der er gået siden da. Men Jubelåret, der har været særlig præget af en tilbagevenden til bodens sakramente, har givet os et opmuntrende budskab, der ikke bør ignoreres: hvis mange mennesker, og blandt dem også mange unge mennesker, har haft gavn af at nærme sig dette sakramente, er det rimeligvis nødvendigt, at præster ruster sig med mere tillid, kreativitet og udholdenhed hvad angår dette sakramente, at tilbyde det og at få mennesker til at påskønne det. Kære brødre i præstedømmet, vi må ikke give efter for forbigående kriser! Herrens gaver - og sakramenterne er blandt de værdifuldeste - kommer fra den, som kender menneskehjertet godt og er historiens Herre.
Nådens forrang
38. Hvis vi i den planlægning, der venter os, forpligter os mere tillidsfuldt til en sjælesorg, der giver personlig og fælles bøn dens rette plads, vil vi bemærke en væsentlig grundregel i det kristne livssyn: nådens forrang. Der eksisterer en fristelse, som bestandig angriber enhver åndelig færd og ethvert pastoralt arbejde: den at mene, at resultaterne afhænger af vor dygtighed til at handle og til at planlægge. Gud indbyder os virkeligt til at samarbejde med hans nåde og opfordrer os derfor til at investere alle vor intelligens' og alle vore evners midler for at tjene Guds Riges sag. Men det er skæbnesvangert at glemme, at »uden Kristus kan vi intet gøre« (sml. Joh 15,5).
Det er bøn, som forankrer os i denne sandhed. Den minder os bestandigt om Kristi forrang, og i forening med ham, det indre livs og hellighedens forrang. Hvis denne grundregel ikke respekteres, er det så noget under, at pastorale planer løber ud i sandet og efterlader os med en nedslående følelse af frustration? Så deler vi disciplenes erfaring i evangeliets fortælling om den mirakuløse fiskefangst: »Vi har slidt hele natten og ingenting fået« (Luk 5,5). Dette er øjeblikket til tro, til bøn, til samtale med Gud for at åbne vore hjerter for nådens strøm og tillade Kristi ord at gennemtrænge os i al deres magt: Duc in altum! Ved den lejlighed var det Peter, der udtalte troens ord: »På dit ord vil jeg kaste garnene ud« (sammesteds). Tillad nu, da dette årtusind begynder, Peters efterfølger at opfordre hele Kirken til at foretage denne troens handling, som udtrykker sig i en fornyet forpligtelse til bøn.
Lytte til ordet
39. Der er ingen tvivl om, at denne hellighedens og bønnens forrang er utænkelig uden en fornyet lytten til Guds ord. Lige siden Det andet Vatikankoncil understregede Guds ords altovervejende betydning i Kirken, er der bestemt sket store fremskridt i at lytte til Den hellige Skrift og studere den omhyggeligt. Biblen har sin retmæssige æresplads i Kirkens offentlige bøn. Enkeltpersoner og menigheder benytter nu Biblen i udstrakt grad, og blandt lægfolk er der mange, som beskæftiger sig meget med Den hellige Skrift med værdifuld hjælp af teologiske og bibelske studier. Men det er først og fremmest arbejdet med evangelisering og katekese, som henter nyt liv fra interessen for Guds ord. Kære brødre og søstre, denne bevægelse må styrkes og uddybes også ved at man sikrer sig, at enhver familie ejer en Bibel. Det er særlig nødvendigt, at denne lytten til Guds ord bliver til et livgivende møde i den gamle og altid gyldige tradition med lectio divina, der af den bibelske tekst uddrager det levende Guds ord, som stiller os spørgsmål, leder os og former vort liv.
Forkynde ordet
40. At ernære sig selv med ordet for at blive »ordets tjenere« i arbejdet med evangelisering: det er uden tvivl det, Kirken må prioritere ved det nye årtusinds begyndelse. Selv i lande, der er evangeliserede for mange århundreder siden, er realiteten, et »kristent samfund«, som midt iblandt alle svagheder altid har kendetegnet menneskelivet, målt udtrykkelig ud fra evangeliets værdier, nu forsvundet. I dag må vi modigt stille os ansigt til ansigt med en situation, der bliver mere og mere forskelligartet og krævende i forbindelse med »globaliseringen« og af den deraf følgende nye og omskiftelige blanding af mennesker og kulturer. Gennem årene har jeg tit gentaget opfordringerne til ny-evangeliseringen. Dette gør jeg nu igen, især for at holde fast ved, at vi i os selv må genopvække begyndelsens drivkraft og lade os blive fyldte med den glød, som der var over den apostoliske prædiken efter pinse. Vi må i os selv genoplive den brændende overbevisning, som Paulus var opfyldt af, da han udbrød: »Ve mig, hvis jeg ikke forkynder evangeliet« (sml. 1 Kor 9,16).
Denne lidenskab kan ikke undlade at vække en ny sans for mission i Kirken, og denne mission kan ikke overlades til en gruppe »specialister«, men må medføre, at alle medlemmer af Guds folk påtager sig dette ansvar. De, der virkelig har mødt Kristus, kan ikke beholde ham for sig selv; de må forkynde ham. Der er behov for en ny apostolisk dimension, som må leves i kristne menigheders og gruppers daglige engagement. Dette bør imidlertid gøres med respekt for de forskelligartede kulturer, hvori det kristne budskab skal plantes, på en sådan måde, så ingen af de specielle værdier, der findes hos ethvert folkeslag, afvises, men tværtimod renses og bringes til deres fulde udfoldelse.
I det tredje årtusind er Kirken nødt til at reagere mere effektivt på dette behov for inkulturation. Samtidig med, at kristendommen forbliver fuldstændig trofast mod sig selv med urokkelig troskab overfor evangeliet og Kirkens tradition, vil den også genspejle de karakteristiske træk hos de forskellige kulturer og folkeslag, hvori den er blevet modtaget og har fæstet rod. I dette Jubelår har vi på en særlig måde glædet os over Kirkens forskellige ansigter. Dette er måske kun en begyndelse, et kun lige akkurat skitseret billede af den fremtid, som Gud er ved at forberede til os.
Vi må tillidsfuldt fremstille Kristus for alle folkeslag. Vi skal henvende os til voksne, til familier, til unge, til børn uden at skjule evangeliets budskabs mest radikale krav, men efter Paulus' eksempel tage højde for hver enkelts behov med hensyn til modtagelighed og sprog: »Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen« (1 Kor 9,22). Når jeg fremfører disse anbefalinger, tænker jeg specielt på den pastorale omsorg for unge. Netop med henblik på de unge har Jubilæet, som jeg tidligere har sagt, givet os et opmuntrende bevis på deres storsindede vilje til at stille sig til rådighed. Vi må lære at tolke dette opmuntrende svar ved at investere den begejstring som et nyt talent (sml. Matt 25,15), som Herren har givet os i hænde, så vi kan få et rigt udbytte.
41. Gid de strålende eksempler på de mange trosvidner, som vi har erindret under Jubilæet, må støtte og lede os i denne tillidsfulde, initiativrige og kreative sans for mission. For Kirken har martyrerne altid være en livets sæd. Sanguis martyrum semen christianorum;25 denne berømte formulering af Tertullian har vist sig at være rigtigt i alle historiens prøvelser. Vil dette også være tilfældet i det århundrede og det årtusind, der nu begynder? Måske var vi blevet for vante til at tænke på martyrerne i ret fjerne tider, som om de var en kategori fra fortiden, især i forbindelse med de første af den kristne tidsalders århundreder. Jubilæets erindring har skænket os et forbavsende udblik ved at vise os, at vor tid er særlig rig på vidner, som på forskellige måder var i stand til at praktisere evangeliet midt i fjendtlighed og forfølgelse, ofte lige til den største prøvelse, at udgyde deres blod. I dem gav Guds ord, der var sået i god jord, hundrede fold (jf. Matt 13,8, 23). Ved deres eksempel har de så at sige vist os og banet vejen til fremtiden. Alt, hvad vi skal gøre, er, med Guds nåde, at følge i deres fodspor.
